10 grunde til at kvinder bliver iværksættere
Efter 22 interviews med seje, selvstændige kvinder + det løse er jeg nået frem til en liste over ting, der får kvinder til at vende ryggen til den trygge lønmodtagertilværelse og kaste sig ud i en usikker fremtid.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med at finde ud af, da jeg for to måneder siden kastede mig over projekt “Find 100 selvstændige kvinder og fortæl deres historie,” for min viden om emnet kunne ligge på et lille sted.
Men jeg ved, hvad jeg er allermest overrasket over.
“Mine kvinder” har stort set allesammen truffet beslutningen på et sårbart tidspunkt i deres liv i forbindelse med en livskrise. De færreste havde en køreklar forretningsplan og stålsatte mål med virksomheden, før de kastede sig ud i det.
De var bare nået til et punkt i deres liv, hvor de pinedød var nødt til at lave om på deres arbejdsliv.
Måske kan du genkende den følelse.
Måske spørger du dig selv, om du også er nået til det punkt, eller måske er du selv iværksætter og nysgerrig efter at finde ud af, om du har noget tilfælles med de de verdenskvinder, jeg har mødt indtil nu.
Her få du min (foreløbige) liste over 10 faktorer, der får kvinder til at forlade lønmodtagertilværelsen og blive selvstændige:
10 grunde til at kvinder bliver iværksættere
1. Livskriser som depression, udbrændthed på jobbet, stress sygemelding, skilsmisse og dødsfald i den nærmeste omgangskreds
2. En følelse af at være nået til point of no return
3. Et ønske om beskæftige sig med noget, de brænder for hver dag og at udnytte deres fulde potentiale
4. Et ønske om at gøre en forskel for andre igennem virksomhedens produkter/ydelser
5.Et ønske om at gøre op travlhed og stress på grund af ufleksible arbejdstider, som ikke harmonerer med familielivet
6. Et ønske om at beskæftige sig med arbejdsopgaver, der giver mening for dem hver dag
7. Et ønske om at være i et job, hvor der er fokus på meningen med og værdien af virksomheden fremfor profit
8. Et ønske om selv at vælge de mennesker/kunder, som de arbejder bedst sammen med
9. Ønsket om have tid til at gøre sig umage og at bruge sit talent/ sin faglighed
10. Ønsket om selv at træffe beslutninger baseret på intuition og mavefornemmelse fremfor at få udstukket opgaver og rammer af andre
Billedet ændrer sig formentlig i takt med, at jeg føjer flere interviews til listen.
Hvis du er iværksætter, vil jeg gerne høre DIN mening.
Kan du genkende det billede, som jeg tegner her?
Er der noget, jeg har glemt/overset?
Er der nogle af punkterne, som du SLET ikke kan genkende?
Ha´en dejlig weekend, Bettina
Kan vinge alle 10 punkter af. Efter et år og 3 måneder med sygemelding “hopper” jeg nu også snart ud som selvstændig, for jeg ser ikke jeg har noget alternativ nej. Tak for ord, de er altid spot on
Og et ønske om at kunne tilrettelægge sin egen dag, med de pauser, gå ture eller hvil som kunne være behovet. Rent ud sagt, ikke leve livet ud fra hvad lønmodtagerjobbet dikterer, men at indordne sit arbejdsliv så man KAN LEVE, i stedet for at “efterleve” og “leve op til”…
Hej Pernille Hvor er det sejt, at du tager springet og bliver selvstændig. Jeg har efterhånden mødt en del kvinder, som har været nede at vende, før de traf beslutningen om at blive selvstændige og ingen af dem har fortrudt det et sekund. Sådan har jeg det også, selvom det har været op af bakke mange dage, fordi jeg har kæmpet med min selvdisciplin og min manglende tro på, at jeg kunne finde ud af at sælge noget. Nu er der gået et halvt år og jeg har lært en masse nye ting og fundet en fantastisk ro og glæde i hverdagen. Den håber jeg også, at du finder KH Bettina