Trafik i Indien — et kapitel for sig
Mit første blogindlæg om vores liv i Indien handler om et behov, som de fleste af os har hver dag.
At komme fra A til B.
Det er nemmere sagt end gjort, når man bor i en indisk metropol med mange millioner indbyggere, uendelige vejarbejder, midlertidige vejblokeringer og usædvanligt mange forskelige typer trafikanter på vejene.
Noget af det første, jeg undrede mig over, da vi i november 2022 flyttede ind i vores midlertidige hotel-lejlighed ved ét af Chennais største lyskryds, var trafikken.
Nu har vi snart boet her i 10 måneder, og jeg undrer mig stadig.
De første dage undrede jeg mig over, hvordan det hver dag lykkedes vores chauffør Mani at finde et hul til vores hvide Toyota Innova i den tætte trafik af gule tuc tucs, motorcykler og scootere, spritnye luksusbiler, ramponerede busser med flade dæk og folk hængende ud af de åbne døre.
Alle kæmper om pladsen på OMR, som er hovedfærdselsåren igennem byen, og den mest direkte vej til min mands arbejde og børnenes skole. Samtidig breder en enorm byggeplads sig i midten af vejen. Her er byggeriet af en ny metroline i gang.
Jeg har endnu ikke mødt nogen, som kan fortælle mig, hvornår det helt præcist er planen, at metroen skal åbne, men det bliver sikkert godt, når det sker.
Vejarbejder uden deadline
Ifølge min chauffør, som jeg har RIGTIG god tid til at snakke med, fordi det snildt kan tage en times tid at tilbagelægge 10–15 kilometer i Chennai, er det helt normalt, at der ikke bliver meldt en slutdato ud, når man begynder på et nyt stort infrastrukturprojekt i byen.
Det er ifølge ham heller ikke usædvanligt, at byggerierne bliver stoppet midt i det hele — eller lige efter, at de er gået i gang, hvis der kommer nye politikere til magten, som ikke synes, det er er en ligeså god idé, som deres forgængere gjorde.
Siden vi flyttede ind i vores hus, som ligger ved én af byens andre store trafikårer, East Coast Road, har jeg hver dag set, hvordan det ene hus efter det andet er blevet omdannet til en kæmpe dynge murbrokker. Årsagen er, at der er en udvidelse af vejenbanen på vej, hvilket giver god mening, når man tænker på, at antallet af nye biler og scootere i Chennai er mangedoblet de seneste år, men også her er der vist ikke rigtigt sat dato på, hvornår man forventer at den ekstra kørebane kan tages i brug.
For en udenforstående, som er vokset op i pæne, ordentlige Danmark, hvor vejprojekter, er noget man planlægger ned i mindste detalje og sender i alverdens offentlige høringer, inden man stikker spaden i jorden, virker det helt skørt på mig, at den slags kæmpeprojekter åbenbart ofte går i gang, inden man har sikret sig retten til al den jord, der skal bruges.
Det hænger så vidt jeg har forstået sammen med, at ejendomsret er et temmelig kompliceret anliggende i Indien og at den slags projekter gerne kaster flere årelange retslige stridigheder med grundejere af sig.
Trafik i Indien — et kapitel for sig
Så jeg undrer mig stadig hver dag.
Det ser da lidt tilfældigt ud, det der vejarbejde de har gang i. Hvorfor har de sprunget over de der tre huse, og hvor længe skal de der kæmpe dynger af murbrokker ligge der i vejsiden og gøre det endnu mere umuligt for bløde trafikanter at færdes i vejsiden, tænker jeg.
Sommetider mere frustreret end forundret.
Men jeg kan også mærke, at jeg — nok ligesom de fleste andre — lige så stille resignerer og affinder mig med, at man bare spilder ret så meget tid i trafikken, når man bor i en indisk storby.
Heldigvis er det lige en tand mere underholdende at se ud af vinduet her, end det var, da jeg sidst drønede rundt i min Swift hjemme på de østjyske landeveje,
Jamen altså.
Imens vi har kørt stop-and-go igennem Chennai, har jeg set alt fra kæmpestore okser, der trækker rundt på ældgamle landbrugsvogne, farverige optog med tempelguder, der skal luftes, gigantiske papmache-elefanter, køer som står og spiser tuc tuc sæder til farvestrålende begravelsesoptog med guldkareter og begravelsesgæster, som danser, spiller på tromme og drysser blomster ud i hele nabolaget. I går måtte vi endda vende om og køre en anden vej, fordi der stod en kæmpe flok mennesker midt på vejen, som var ved at bugsere en afdød person på en interimistisk båre ind i bagagerummet på en almindelig bil.
Summa summarum.
Hvis du aldrig har været i Indien før, men overvejer at opleve det her land, som jeg personligt er fuldstændigt betaget af, så kan du godt pakke en stort portion tålmodighed med ned i kufferten.
Og det er altså ikke kun i trafikken, at man får brug for den.
Til gengæld tør jeg godt love, at du ikke kommer til at kede dig
