Sri Lanka: Vild natur, øde strande og unikke hoteller

I 2022 fik vi den idé, at vi ville fejre jul og nytår på Sri Lan­ka med vores datter. 

Det lyder måske ikke så vanvittigt. 

Men det var det. 

Den­gang boede hun nem­lig i Playa Tamarindo, Cos­ta Rica, imens resten af fam­i­lien boede i Chen­nai, Indien.

Det kom­plicerede tin­gene en smule. 

Det var hverken nemt (eller bil­ligt) at elim­inere afs­tanden på 16.000 kilo­me­ter og 12 tid­szon­er imellem os for en stund.

Men det lykkedes. 

Efter tre døgn på farten og fire fly­vninger, kunne jeg give hende den største kram­mer i Colombo. 

Sri Lan­ka er sådan et sted, man aldrig bliv­er færdig med, tror jeg. 

Året efter var vi afst­ed igen — og her er lis­ten over mine favorit-oplevelser:

Sri Lanka highlights

OMIA

Vores 12 dage lange ophold på Omia — et mini-resort med syv bun­ga­lows beliggende på frodig skrån­ing med udsigt til men­nes­ke­tomme strande, palmer, rul­lende kokos­nød­der i vand­kan­ten og de vildeste solopgange. 

Her var der rejer på stør­relse med hum­mere og hjem­melavede jule­gaver fra værtspar­rets nut­tede dat­ter på menu­en juleaften. 

Nytår­saften blev fejret med BBQ-night, bål og spæn­dende fyrværk­eri-show anført af resortets svært bege­jstrede lokale personalestab. 

Vi var vilde med den stil­fulde indret­ning af hotel­let, som det israel­sk-schweiziske par ved hjælp af youtube-video­er og en god por­tion stædig opti­misme selv havde stået for. 

Vi sug­ede his­to­ri­erne om, hvor­dan de få år før coro­na-pan­demien og senere poli­tiske uro­lighed­er ramte tur­istin­dus­trien på Sri Lan­ka for­lod et trygt og forudsigeligt arbe­jd­sliv i it-branchen til fordel for en usikker tilværelse som auto­di­dak­te hotel-byg­gere og ‑ejere på Sri Lanka. 

Der er en del udfor­dringer for­bun­det med at dri­ve et lille luk­sus-resort på så afsides et sted i Sri Lan­ka, når man sam­tidig skal have fam­i­lieliv­et med tre små børn til at fungere. 

Den slags his­to­ri­er bliv­er vi i min fam­i­lie aldrig trætte af at lytte til, og vores bed­ste ferieminder stam­mer fra små hoteller som OMIA, hvor man hur­tigt føler sig om en del af fam­i­lien og kan sam­le inspi­ra­tion til det engang bliv­er vores tur til at føre vores egen drøm ud i livet.

Udawalawe Nationalpark

Vi spiste frokost på Hun­gry Mon­key, før vi hyrede en jeep på vejen uden for restau­ran­ten og kørte til nationalparken. 

Vi var der fra 15–18 — undgik mid­dagshede og dovne dyr — og så mass­er af ele­fan­ter, påfu­gle, bøfler og krokodiller. 

Området er megas­mukt med en stor slette og bjerge i bag­grun­den — meget safariagtigt. Vidun­derligt at nyde solnedgan­gen fra den høje jeep med vind i håret og en glad fam­i­lie på bagsædet.

Hvalsafari

Afgang fra Miris­sa havn meget tidligt om mor­ge­nen. Jeg havde researchet mig frem til, at Raja and The Whales er top-pro­fes­sionelle og tager så meget hen­syn til dyrene som muligt, og vi blev ikke skuffede .I forhold til de andre både, der var på van­det den dag, spot­tede vores sel­skab hvalerne hur­tigst — men vigtigst af alt, så havde de en mere etisk til­gang til whalespot­ting end de andre ( De sejler ikke i halen på hvalerne for at jagte dem fre­mad, de sejler ikke for tæt på og de bliv­er kun 5–7 min­ut­ter ved de samme dyr af gan­gen ). Vi så fire store hvaler på turen, og det var fascinerende at følge med i, hvor­dan crewet spot­tede hvalerne på ekstremt stor afs­tand. Jeg var også imponeret over, hvor­dan det lykkedes dem at ser­vere kaffe i porcelæn­skop­per flere gange og to serveringer — frugt­plat­te og æg — på det vip­pende fartøj. 

Jeg ved ikke, om det var en god idé at tage de søsygepiller, som vi fik tilbudt — og om vi skulle have val­gt den lyserøde pille i stedet for den orange gjorde, for vi blev ekstremt søvnige og tunge i hov­ed­erne. Det lagde lidt en dæm­per på oplevelsen. Især for vores søn, som sov tungt det meste af turen, men vi blev i det mind­ste ikke søsyge, og det var der flere andre, som gjorde.

AMBA Estate

I Uva High­lands en halv times kørsel fra den berømte bjerg­by Ella lig­ger en socialøkonomisk virk­somhed ved navn Amba Tea Estate, som jeg var draget af fra det øje­b­lik, den dukkede op i min Sri Lan­ka research. Så vi tog en tre timer lang og utrolig smuk køre­tur fra OMIA op i bjer­gene for at se nærmere på de gam­le te-plan­tager, som dan­ner ram­men om AMBAS økol­o­giske farm­stay og teplantage. 

Her bliv­er der gjort et ihærdigt forsøg på at forbedre vilkårene for Sri Lankas hård­tar­be­j­dende te-arbe­jdere ved opbygge et stærkt brand — og deri­gen­nem at sikre arbe­jderne en bedre min­i­mum­sløn. Indtil videre har det blandt andet resul­teret i, at de fineste hånd­plukkede top-blade fra AMBAs plan­tager har fun­det vej til mange high-end restau­ran­ter og hoteller i ver­den — heri­b­landt NOMA. 

Vi var på guidet rund­tur i te-plan­tagerne, fik frisklavet frokost i den lille, rustikke restau­rant og drog ud på én af de van­dre­ruter, som besø­gende på egen hånd kan begive sig ud på i området.

Fascinerende at van­dre igen­nem det kuperede land­skab, for­bi smukke, for­ladte te-pro­duk­tions­bygninger, opført af briterne i en svun­den tid. Midt på turen var der mulighed for en kølig dukkert ved et lille vand­fald med små pools, og hvis du skulle komme for­bi, kan det anbe­fales, at købe en pose af deres blå te med hjem. Per­fekt istern­ing-base til en kølig gin tonic!

Whisky Point Resort

Da vi efter syv timers kørsel i en tvivl­som bil med en tvivl­som chauf­før endelig ankom til Whisky Point Resort ved Arugam Bay nord for Yala Nation­al­park, var stemnin­gen blandt vores teenagere en smule presset. 

Det fik stedets ejer, hur­tigt rådet bod på ved at ser­vere de sygeste ital­ienske pastaret­ter og en god stærk espres­so. Der er langt til Arugam Bay fra Colom­bo — især når man kun har fem dages nytårs-ferie at gøre godt med — og deres drøm om at surfe hver dag blev udfor­dret af usæd­van­ligt meget reg­n­ve­jr. Jeg var godt klar over, at surf-sæsone­nen her er fra marts til okto­ber, men vi tog chan­cen. Og det er jeg glad for. Mit liv ville have været en lille smule fat­tigere, hvis jeg aldrig havde mødt den stor­tal­ende, stor­ry­gende og små-excen­triske hotel-ejer, Nico­la fra Paler­mo, som udover at have skabt en lille rustik oase for tilhæn­gere af det ital­ienske køkken på en smuk strand in the mid­dle of nowhere. Også fra ham fik vi hele his­to­rien om, hvor­dan han havde bygget resortet op fra scratch. Den ene dag udstyrede han vores med­bragte teenage­drenge med et luft­gevær og bad dem om at hjælpe med at skyde et par krager. Den anden dag serverede han him­mel­sk gluten­fri pas­ta car­bonara til moren, og den tred­je dag arran­gerede han vores ufor­glem­melige tur til Yala Nationalpark. 

Yala — off the beaten track 

Vi var godt klar over, at vi ville køre ind i Yala Nation­al Park fra en langt min­dre brugt indgang, end fler­tal­let af tur­is­ter på Sri Lan­ka gør, men wow! 

Vi var ser­iøst de eneste, der kørte derind den dag — bort­set fra en lokal , tur­ist i en fire­hjul­strækker, som til vores store held kom og trak os fri af mud­deret, da vi havde sid­det fast i flere timer. 

Turen blev lige spæn­dende nok, da vi kørte fast og vores guide og chauf­før bad os gå ind i vog­nen og rulle press­eningerne ned, hvorefter de for­lod os for at gå en halv kilo­me­ter ned ad vejen i håbet om at fange et mobilsignal. 

Men det hele endte godt, og vi glem­mer det aldrig. 

Hvis du er på udkig efter en off the beat­en track safari-oplevelse på Sri Lan­ka, så lig­ger Whisky Point Resort kun en halv time fra indgan­gen. Og man behøver fak­tisk ikke engang at køre derind for at se vilde ele­fan­ter og krokodiller. De huser­er over­alt i området omkring Sri Lankas største nation­al­park — vi så ikke min­dre end seks gange en ele­fant stå midt på vejen foran os på vores ture rundt i området!

l