Trafik & Tålmodighed
At komme fra A til B.
Det er nemmere sagt end gjort, når man bor i en indisk metropol med mindst 9 millioner indbyggere og en magnetisk tiltrækningskraft på migrantarbejdere, som drømmer om et bedre liv i byen.
Dårlig byplanlægning, elendigt asfaltarbejde som jævnligt bliver ødelagt af heftige regnskyl og oversvømmelser og seriøse pladsproblemer betyder, at man er håbløst bagud med al infrastruktur.
Der er godt nok nye metrolinjer, vejudvidelser og diverse andre omlægninger i gang, men.
Lige nu bidrager det dog kun til kaosset i byen, som er en stor forhindringsbane. Fyldt med byggepladser indrammet af blå jernplader, skilte med skiftende omdirigeringer af trafikken og trafikpolitiets mere eller mindre gennemtænkte midlertidige omdirigeringer af trafikken.
En chauffør i Indien har brug for tre ting, sagde en chauffør til mig forleden.
Gode bremser.
Gode dæk.
Og en god portion held!
Som dansker vil jeg også mene, at en god portion tålmodighed er en nødvendighed, men det syntes han nok ikke var værd at nævne.
For uden tålmodighed kommer man ingen vegne i Indien.
(Og det gælder ikke kun i trafikken).
Vejarbejder uden deadline
Ifølge min chauffør, som jeg af gode grunde har RIGTIG god tid til at snakke med, bliver der aldrig meldt en slutdato ud, når man begynder på et nyt stort infrastrukturprojekt i byen.
Og hvis der gjorde, var der nok alligevel ingen, der ville tro på det.
Her er det ikke usædvanligt, at et infrastruktur-byggeri bliver stoppet midt i det hele — eller få måneder efter, at det er gået i gang.
Måske kommer der nye politikere til magten, som ikke synes, det er er en ligeså god idé, som deres forgængere.
Måske slipper pengene op.
Måske er der nogen, der går konkurs eller bliver ramt af en korruptionssag.
Måske var det sværere end forventet at lande en aftale med de berørte grundejere.
For mig, der er vokset op i Danmark, hvor vejprojekter, er noget man planlægger ned i mindste detalje og sender i alverdens offentlige høringer, inden man stikker spaden i jorden, virker det meste og ikke mindst det sidste helt skørt.
Hvorfor sætter man så store infrastrukturprojekter i gang, inden man har en ordentlig plan og som minimum har sikret sig retten til al den jord, der skal bruges?
Tjaaah.
Det hænger så vidt jeg har forstået (Og der er meget at forstå i Indien! — så bær over med mig, hvis det ikke er hele forklaringen) sammen med, at ejendomsret er et meget kompliceret anliggende i Indien.
Derfor fører den slags projekter ofte til årelange retslige stridigheder med grundejere, og derfor findes der adskillige små “stykker vej” i Chennai, som aldrig blevet forbundne.
Vejnettet i Chennai er som et ufærdigt puslespil, og det lader ikke til, at det bliver lagt færdigt foreløbigt.
Trafik & Tålmodighed
Selvom vi efterhånden har resigneret ligesom alle andre (Der skal tydeligvis meget mere til at få en inder til at fare i flint over sine medtrafikanter end en dansker), kan vi med vores altid tids-optimerende og effektive skandinaviske mindset, alligevel ikke lade være med at lege med tanken engang imellem.
I går sad vi ved poolen på taget af vores lejlighedsbygning og kiggede udover byen.
-Hvor langt er der egentlig er i fugleflugtlinje fra poolen til vores kontor? Spurgte min mands kollega, som også er vores nabo.
Højst 15 kilometer, nåede de frem til. ( Alligevel tager det dem en time til halvanden at nå frem hver dag)
- Jeg overvejer altså stadig at anskaffe mig et dronefly. Så kunne det lette herfra og man kunne være fremme på under 10 minutter, sagde kollegaen med et drømmende blik i søndagstrætte øjne.
Lyder det skørt?
Ja, måske, men det lader faktisk til, at det bliver en mulighed lige om lidt i nabostatsbyen Bangalore, som utroligt nok kæmper endnu mere med trafikforstoppelse end Chennai.
Her er der planer om at indsætte små passager-dronefly fra lufthavnen til midtbyen.
Det løser hverken problemet for Indiens urbane befolkning på sigt eller for os lige nu og her, så jeg prøver at få det bedste ud af de mange minutter, jeg tilbringer i tuc tuc taxier eller vores Toyota hver dag.
Og det er faktisk ikke så svært, for det er ekstremt underholdende at bevæge sig igennem trafikken i Indien.
Når vi kører stop-and-go igennem Chennai, kommer jeg forbi alt mellem, himmel og jord.
Kæmpestore okser, der trækker rundt på ældgamle vogne fyldt med eksotiske frugter.
En flok troende klædt i farvestrålende sarier og kurtaer, som trækker rundt med et højtaleranlæg og en tempelgud, som skal vises og luftes for fuld udblæsning.
En gigantisk papmache-elefant, der er på vej til bryllup.
En mand, der kommer trækkende med en palme i fuld størrelse.
En ko, der står midt i et lyskryds og gnaver i et skumgummi sæde på en forladt tuc tuc, som har set bedre dage.
Begravelsesoptog med guldvogne og gæster, som danser, spiller på tromme og drysser farvestrålende krysantemumblomster ud i hele nabolaget.
Tre geder, der sidder pænt på hvert sit sæde i busskuret ved siden af et par smukke, sari-klædte kvinder.
Mon de også skal med bussen?
En flok mennesker, der står midt på vejen i fuld gang med at bugsere en afdød person ind i bagagerummet på en gammel Ford.
Konklusion:
Hvis du har planer om at besøge en indisk storby inden for den nærmeste fremtid, kan du godt pakke en stor portion tålmodighed med ned i kufferten — og glemme alt om, hvor meget du tror, du kan nå rundt og se på en dag.
Til gengæld kommer du garanteret ikke til at kede dig!
Vis dette opslag på Instagram
