En klog præst sagde engang til mig, at der findes to typer mennesker i verden.
Bønder og nomader.
Okay.
Så ved jeg godt, hvad jeg er.
Første gang, jeg fornemmede det, var jeg seks-syv år.
Jeg var på sommerferie hos min mormor og morfar, som drev et landbrug.
En eftermiddag gik jeg med min lillesøster i hånden henover markerne for at besøge naboen Hanne.
Hun bød på saftevand, bolsjer og boller med et tykt lag smør og fandt en stor pose frimærker frem.
Det var eventyrligt at stikke armen ned i dén pose.
Hver gang jeg fiskede et nyt afrevet konvolut-hjørne op ad posen, fortalte hun en historie om, hvilket land hendes datter havde sendt brevet hjem fra, og hvad hun havde oplevet.
Det var mindst tyve år før Facebook og Instagram så dagens lys.
I min barndomsverden var der hverken internet, mobiltelefoner, Netflix eller digitale nomader.
Den længste rejse, jeg havde været på, var en bilferie til Norge.
En eftermiddag med Hanne og rejsebrevene var for mig et sjældent vindue ud til den store verden.
Jeg mødte aldrig den rejsende datter, men hun var min helt i mange år.
Jeg ville være præcis lige som hende, når jeg blev stor.
Sådan gik det ikke helt.
Men min nysgerrighed på verden uden for Danmark,
fik mig til at flytte til Israel som 17-årig
og til senere at sige ja til udstationeringer med familien — først i Kina og nu i Indien.
Her på siden deler jeg ud af mine oplevelser ligesom Hannes datter gjorde.
Er du nysgerrig på, hvordan det er at bo i verdens folkerigeste nation.
Overvejer du selv at rejse til Indien.
Eller er du udlandsdansker ligesom mig.
Har du måske lyst til at læse med.
Bettina
