- De mente, at jeg var blevet et levn fra 1950’erne
Da Gitte Winter rejste med sin mand til Kroatien og Canada og holdt barsel i udlandet i fire år, blev hun ofte mødt af den opfattelse, at hun var blevet et levn fra 1950’erne.
En kvinde, som servicerede sin mand i hoved og røv.
Men det tog hun sig ikke af, for hun var yderst tilfreds med ordningen.
Den betød, at det hektiske arbejdsliv på reklamebureauet i København blev skiftet ud med tid til familien, store naturoplevelser og plads til at skrive en børnebog.
- Det var et fantastisk privilegium at være medrejsende hustru. Jeg havde i modsætning til mange andre kvinder al den tid i verden til at koncentrere mig om at skabe vores lille familie. Jeg havde behov for at forpuppe mig med børnene, og det kunne jeg få lov til. Man ryger lige ned i hjertet, når man får børn. Hjernen bliver slået fra. Jeg ønskede ikke andet end at blive dér, være sammen med børnene og opleve verden, forklarer Gitte Winter.
Da hun kom hjem til Danmark, var det som at lande på en syvsporet motorvej.
Hun kunne slet ikke se sig selv hænge i en klokkestreng og kæmpe sig igennem lange arbejdsdage på kontoret efter at have levet et priviligeret liv med frihed, tid til familien og fleksibilitet i udlandet.
- Imens jeg havde befundet mig på en “solbeskinnet blomstermark” med familien i nogle år, ræsede folk af sted herhjemme. Mine veninder havde travlt med deres arbejdsliv og kæmpede for at få hverdagen til at hænge sammen med små børn.
Gitte Winter sagde nej tak til tilbuddet om et fuldtidsjob i reklamebranchen og besluttede sig for at blive sin egen chef for at få mulighed for at tilrettelægge sine arbejdsdage selv .
Jeg skrev i 2014 en større artikel om hendes spændende rejse til magasinet Danes, som bliver læst af over 5000 udlandsdanskere.
Dengang havde jeg selv hverken været udstationeret i Kina eller Indien.
Jeg drømte bare om at prøve at bo med familien i udlandet — og tænkte, at så kunne jeg da lige snakke med nogen, der havde prøvet det og se, om der kunne komme et par freelanceartikler ud af det.
Det kunne der.
Året efter flyttede vi til Kina med børn på seks og ni år, og så kunne jeg pludselig for alvor relatere mig til alt det, jeg talte med Gitte Winter om.
