Ni års dannelsesrejse i udlandet: Fra generalist til serie-iværksætter
Som 19-årig rejste Tine Thygesen få dage efter den sidste studenterfest med gymnasieklassen til Italien for at arbejde.
Hun skulle bare opleve en lille bid af verden og være væk i tre måneder.
Dengang anede hun ikke, at der skulle gå ni år, før hun flyttede tilbage til Danmark.
Hun forestillede sig heller ikke, at rejsen ville føre hende på sporet af en karriere som serie-iværksætter og rollemodel for digitale iværksættere i hele verden.
- Da jeg voksede op i Aalborg, vidste jeg slet ikke, at der var noget, der hed iværksætter. På den sproglige linje på gymnasiet talte vi aldrig om, hvordan man skaber resultater i erhvervslivet og tjener penge. Det var sådan noget kapitalistisk og halvfordækt noget, som man ikke beskæftigede sig med i det miljø.
Tine blev student i en tid, hvor et fjumreår eller to og en rygsækrejse rundt om jorden var mere reglen end undtagelsen.
Så da hun ikke var klar til at rejse hjem efter de tre måneder i Italien, fandt hun et nyt land og et nyt job. Sådan fortsatte hun rundt i verden i ni år.
I London søgte hun som 22-årig job som finansrådgiver for velhavende virksomhedsejere, selvom hendes viden om økonomi, investeringer og afkastningsgrader var minimal.
- Jeg vidste ingenting om finansmarkedet, men jeg kunne tale fem sprog. Banken havde fundet ud af at det var nemmere at lære folk om ”finance” end at lære dem et nyt sprog. I banken oplevede jeg for første gang i mit liv iværksætterånden, siger hun og fortsætter:
- Jeg rådgav enormt rige mennesker, som enten havde arvet deres penge eller havde skabt deres formue ved at etablere deres egne virksomheder. Jeg blev så fascineret af deres evne til at skabe, at jeg besluttede mig for, at jeg ville være ligesom dem. Det er ikke pengene, men dét at skabe noget, der gør en forskel for andre, der driver mig.
Igennem de mange bankmøder med succesfulde iværksættere fik hun øje på nogle fællestræk, som hun senere brugte til at designe sin egen årelange uddannelse som iværksætter.
- Jeg fandt ud af, at de var generalister, som vidste noget om alting. Jura, økonomi, mennesker..
De kommende år gik jeg efter jobs, hvor jeg kunne lære noget nyt, fremfor jobs, hvor jeg kunne tjene flest penge. Jeg fik den generelle viden, som jeg havde brug for og brugte mange kræfter på at afkode alle de ting, jeg havde lært om, hvordan man udfører sine arbejdsopgaver. I uddannelsessystemet bliver vi trænet til at sidde at stille og løse enslydende opgaver på en bestemt måde. Det kan man ikke bruge til noget som iværksætter. Her handler det om at have modet til at se ud over alle normale modeller og prøve noget af, uden at vide, hvor det ender.
Da Tine i 2012 sammen med to andre lancerede den internationale oplevelses-delings-portal Everplaces.com, havde de flere forskellige forretningsmodeller for, hvordan de skulle komme til at tjene penge på sitet i tankerne, men de fokuserede først og fremmest på at opbygge en brugerskare til sitet.
- Vi fandt ud af undervejs, hvordan vi tjener penge på Everplaces. Sådan er det med iværksætteri. Du sætter noget i søen uden at vide præcis, hvad det ender med. Du hopper fra sten til sten, imens svar og indtjeningsmuligheder, som du aldrig kunne have forudset, dukker op undervejs.