Det sværeste ved at bo i Kina

Det sværeste ved at bo i Kina

Efteråret er kom­met til Tian­jin og vin­teren er lige rundt om hjør­net. Med den årstid føl­ger en pænt svin­gende luftk­valitet, som jeg lige så stille er ved at lære at leve med. Luft­forurenin­gen er det nye livsvilkår, som har udfor­dret mig aller­mest herude på den anden side af jor­den. Sprog­bar­ri­er­er, kul­tur­forskelle og børn med hjemve og Kina-lede er vand ved siden af.

Hjemme i Dan­mark tjekkede jeg vejrudsigter. I Kina tjekker jeg forureningstal.

Det giv­er mere mening.

Den anden dag, da Googles vejrt­jen­este ønskede mig tillykke med at det blev skyfrit i Tian­jin og bad mig om at nyde dagen, kunne jeg hverken se solen eller himlen. Jeg kunne ikke engang se TV-tår­net, som vi ellers ple­jer at have udsigt til her­fra vores lille expat-enklave midt i mil­lion­byen Tian­jin. Alt var pakket ind i en tyk gråhvid tåge af noget ikke særligt sundt, som man ikke har den store lyst til at få ned i sine lunger.

For et år siden, da vi lige var fly­t­tet her­til,  var der dage, hvor jeg var klar til at tage det første fly hjem til Dan­mark ene og alene på grund af forurenin­gen. En mor­gen sendte jeg fx den her sms til en af de andre mødre herude;

Hazardous aqi godmorgen

God­mor­gen. Jeg kan se, at AQI er på 511 i dag. Haz­ardous. Sender man så sine børn i skole eller hvad?

Det gør man. Men det kan da være voldsomt!”

Ok. Pyha. Ikke lige det, jeg har mest lyst til, men jeg vid­ste jo godt, at jeg ville blive maks. udfor­dret med den luftforurening.

Og ja. Luft­forurenin­gen har udfor­dret mig helt sindssygt.

At jeg ikke kan sende mine børn ud for at få noget frisk luft hver dag efter skole, men i vin­ter­pe­ri­o­den ofte må gøre alt, hvad jeg kan for at holde dem inde. Det virk­er helt forkert.

Frikvarter med luftrenser

I Dan­mark siger vi;

Ud med jer børn. I skal have noget frisk luft.

Et frik­varter, som ikke foregår ude i skolegår­den i Dan­mark, er nærmest utænkeligt.

Herude bestem­mer antallet af foruren­ingspar­tik­ler i luften, om frik­varteret skal holdes inde eller ude på børnenes skole.

Er tal­let under 200, skal de ud.

Er det over 200 skal de blive inde på skolen, som har investeret mil­lion­er i et luftren­sningssys­tem. I Bei­jing har de end­da en skole, som har pakket hele skolegår­den ind i glas for at børnene også kan komme “ud” at lege, når luften er dårlig.

Forberedt på dårlige dage

Det er en under­lig måde at leve på. Nogle dage er jeg ok med det. Andre dage ikke. Heldigvis kan jeg mærke, at det ikke kan ødelægge hele min dag på samme måde, som det kunne for et år siden. Vi er bedre for­beredt på de dårlige dage nu med mass­er af indendørs under­hold­ning i huset. Alle børnenes ferier i vin­ter­pe­ri­o­den går også til sted­er, hvor luften er ren.

Vi ved også, at smoggen forsvin­der ligeså hur­tigt som den kom­mer. Regn, sne eller blæst kan rense luften på reko­rdtid. Når det sker, kan det kun gå for lang­somt med at komme ud og trække vejret helt ned i lungerne igen.

Jeg har lat­terligt mange self­ies af mig med en blå him­mel på en god AQI-dag. I mandags var luften så ren ( Alt­så bare som en helt almin­delig dag hjemme i Dan­mark) , at jeg plud­selig så mig selv stå og tage billed­er af vores luftk­valitetsmåler.  WTF?

Så, ja. Det gode ved at bo et sted, hvor ren luft ikke er en selvfølge, er, at man kom­mer til at sætte ufat­teligt stor pris på den.

Det er ikke alle vores oplevelser herude, som er lige sunde rent fysisk, men det tror jeg på, at de er mentalt.

Øjnene op for det gode i Danmark

Det har været godt for os at komme på afs­tand af smukke, rene, trygge lille velfærds-Dan­mark og få øjnene op for alt det, vi har i Dan­mark, som vi ikke vid­ste, at vi burde sætte pris på, og jeg kunne ikke lade være med at blive lidt stolt, da jeg forleden fandt det her digt, som min dat­ter har skrevet om forurening.Man kan i hvert fald sige, at hun er blevet opmærk­som på nogle ting, som jeg aldrig har hørt hende tale om hjemme i Danmark :-).

Ha’ en dejlig dag derude

KH Bet­ti­na