Nyd det nu, det satans liv

Nyd det nu, det satans liv

Inden jeg kaster mig over den sid­ste kor­rek­turlæs­ning på en bog, som jeg har skrevet for og om en kræft­syg kvin­de, bliv­er jeg nødt til at minde dig om noget ( som du garan­teret har fået at vide 1000 gange før).

Husk at nyde livet

Jeg ved ikke, hvor­dan du har det med den sæt­ning, men jeg har selv haft svært ved at standse op og give mig tid til at nyde alle de ting, jeg allerede havde.

Min fam­i­lie, mine arbe­jd­sop­gaver, en kop kaffe med kol­le­gaen mandag morgen.

Jeg havde for travlt med at jagte noget end­nu bedre, opnå end­nu mere og slå mig selv i hov­edet med alle  de ting, jeg ikke nåede, kunne have gjort bedre eller burde have gre­bet anderledes an.

Da jeg for­lod mit job som redak­tør i avis­branchen, troede jeg, at jeg skulle være ekspert på kvin­der, iværk­sæt­teri og kar­riere — gerne fra den ene dag til den anden, så jeg kunne erstat­te redak­tør-titlen med noget, der lød end­nu sejere.

Jeg ville sprøjte his­to­ri­er om nye ver­den­skvin­der ud på akko­rd og bevise, at jeg med mine his­to­ri­er kunne gøre en forskel for andre mennesker.

I løbet af mine første to-tre måned­er som selvstændig, drønede jeg rundt i Dan­mark og lavede 25–30 inter­views med iværksætterkvinder.

Da jeg nåede til maj måned, havde sol­gt de første syv his­to­ri­er og skrevet 13 andre til bloggen, beg­y­n­dte jeg at miste overblikket.

Blokkene med kvin­dernes his­to­ri­er sam­lede støv på reolen, imens jeg fik koldsved.

Jeg orkede ikke at skrive eller sælge en eneste artikel.

Men hvor­for???

Jeg elskede jo hvert sekund af de inter­views, jeg lavede med kvinderne.

Jeg var så bege­jstret for deres mod, pas­sion og kreativitet, at jeg for­t­alte om dem til alle, der gad at høre på det.

Jeg kunne bare ikke tage mig sam­men til at skrive et eneste blogindlæg eller en eneste artikel. Det, som skulle have været mit frirum og et pas­sioneret arbe­jd­sliv, beg­y­n­dte at lugte lidt af stress og sure pligter.

Lige så stille beg­y­n­dte jeg at gå i panik over Pro­jekt Verdenskvinde.

Var det i virke­lighe­den, det jeg ville?

Og hvis det var, hvor­for havde jeg så ikke lyst til at bruge alle mine vågne timer på at opar­be­jde en blom­strende blog og biks?

Midt i panikken blev jeg kon­tak­tet af en studiekam­mer­at fra min tid på Journalisthøjskolen.

Hun ville høre, om jeg havde lyst til at overtage en opgave, som hun ikke selv havde tid til at påtage sig.

Jeg skulle hjælpe en uhel­bre­deligt syg kvin­de på min egen alder med at skrive sin livshis­to­rie så børnene, ven­nerne og resten af omgangskred­sen kunne gemme en bid af hen­des his­to­rie og livser­far­ing, når hun er væk.

Jeg sagde ja tak til opgaven ( = kærkom­men overspringshandling).

Siden da har jeg tilbragt mange timer i sel­skab med en ual­min­delig livsklog kvin­de, som har lært at leve i nuet på den hårde måde.

For to år siden fik hun at vide, at hun ikke kom­mer til at over­leve sin kræftsygdom.

Nu har hun travlt med at nyde livet, så godt som man nu kan imellem umen­neske­lige kemo-kure og ubærlige tanker om at skulle dø fra sine små børn.

Mit møde med kvin­den har bragt mig i en form for undtagelsestilstand.

Hele som­meren har han­dlet om at nyde mine børn, min mand, ven­nerne solen og livet.

Som om det var min sid­ste sommer.

I sid­ste uge sat­te jeg det sid­ste punk­tum i kvin­dens historie.

Samme dag skrev hun, at hun nu er overgået til pal­lia­tiv behan­dling og kun har få måned­er tilbage at leve i.

Jeg græd.

Først af sorg og derefter at let­telse over, at jeg trods alt nåede at skrive hele hen­des his­to­rie, præ­cis som hun ville have den, før hun blev for afkræftet til at fortælle mig den under vores time­lange interviews.

For mig har mødet med kvin­den — som uden sam­men­lign­ing er den tapreste ver­den­skvin­de, jeg end­nu har mødt — bety­det, at jeg har fået mere ro på i mit liv — både som men­neske og som selvstændig.

Jeg har slut­tet fred med min indre slavepisker og kontrol-freak.

Det bety­der for­mentlig, at der ikke kom­mer nye indlæg fra mig på verdenskvinde.dk hver uge og at min revi­sor vil ryste på hov­edet, når årsreg­n­sk­a­bet skal gøres op.

Jeg kan godt lide at arbe­jde, men jeg kan også godt lide at sid­de og grine på en bænk og være alde­les upro­duk­tiv… og jeg har ikke tænkt mig at stoppe med mit livsnyderi.

Tvær­ti­mod.

Jeg vil være end­nu bedre til at nyde livet og nuet, så nu har jeg investeret i en uddan­nelse, som jeg måske kom­mer til at bruge i mit liv som selvstændig — måske ikke.

Jeg aner ikke, hvad det før­er til (som så meget andet i mit liv som selvstændig), men i okto­ber kan jeg kalde mig for mind­full­ness practitioner.

Til den tid er jeg forhåbentlig blevet end­nu bedre til at være i den virke­lighed, der er lige nu og at give slip på bekym­ringer og neg­a­tive tanker.

Det er livet for kort til uanset, hvor langt eller kort det vis­er sig at blive

Kærlig hilsen Bettina