Er du so fucking special?

Første gang jeg fik stil­let det her spørgsmål af en erhvervsp­sykolog, som er i gang med at lære mig et par ting om kun­sten at sælge sig selv, fik jeg myrekryb.

Jeg synes jo, at alle men­nesker er noget særligt. ( Det er jeg sikker på, at han også gør, men spørgsmålet fik mig til at tvivle på mig selv)

Selvom jeg synes, at alle men­nesker er “so fuck­ing” spe­cial, kan jeg stadig blive i tvivl om, hvorvidt det også gælder for mig selv.

Min for­nuft siger mig, at jeg er en dygtig  jour­nal­ist, som kan tale sig ind under huden på de fleste og for­van­dle ord som kom­mer ud i en pærevælling til inspir­erende fortællinger, der har vær­di for andre.

Som­me­tider tvivler mine følelser på min for­nuft, og jeg ved godt, hvor noget af den tvivl kom­mer fra.

Den blev næret igen­nem alle mine skoleår, hvor klassekam­mer­ater­ne aldrig gik af vejen for at gøre mig opmærk­som på, at jeg var for tyk

Okay, jeg var ikke ver­dens slankeste

Jeg kunne ikke svinge mit buttede kor­pus op over hes­ten i red­sk­ab­s­gym­nas­tik. Jeg var ikke vild med at løbe og jeg havde en lidt aparte tøjstil.

Men gav det min klassekam­mer­at ret til at spørge mig, om jeg var beg­y­n­dt at ryge i håbet om at tabe mig midt i en time? …og gav det resten af klassen ret til at more sig over det?

Næh. Vel?

Og nej. Det gav heller ikke mig ret til at opføre mig på cir­ka samme måde over for den tykke dreng i parallelklassen.

Det lig­ger åben­bart i vores natur at pege fin­gre af dem, der skiller sig ud.

Måske er det der­for, at jeg som­me­tider er ved at skide en sne­mand over, at jeg har udråbt mig selv som ver­den­skvin­de  med spe­ciale i kvin­der i karriere.

Jeg har brugt så mange år på at fly­gte fra min out­sider-sta­tus som barn, og nu står jeg der igen.

Denne gang for­di jeg helt friv­il­ligt har kvit­tet løn­mod­tager­job­bet og er sprunget ud i et liv som selvstændig med en løs idé og uden skyggen af en for­ret­nings­plan ( Her kom­mer so-fuck­ing-spe­cial-man­den igen ind i billedet igen, og det er blandt andet der­for, at han har stil­let mig det der spørgsmål)

Men denne gang er det anderledes.

Jeg er ikke en lille usikker pige med flæs­ket mave (okay antallet af deller er nok cir­ka det samme ) og få venner.

Jeg har mass­er af ven­ner, ver­dens dejlig­ste fam­i­lie og jeg får mange tilk­ende­givelser fra folk, som er bege­jstrede for mit pro­jekt og mine historier.

Og først og fremmest, så bliv­er jeg mødt med værdighed.

Folk respek­ter­er mig for det, jeg gør.

Så selvføl­gelig skal jeg da skrige ud til hele ver­den, hvor­for jeg (og de pro­duk­ter, jeg sæl­ger) er So Fuck­ing Special.

Det er en del af gamet, hvis man vil have suc­ces som selvstændig, og det er lige præ­cis der­for, at vi alle sam­men skal hjælpe hinan­den med at bygge vores selvværd op ist­edet for at bryde det ned.

Der­for blev jeg fornylig blev vejled­er i den ver­den­som­spæn­dende organ­i­sa­tion Glob­al Dig­ni­ty, som har til for­mål at få folks øjne op for, hvor meget det kan ændre et men­neskes liv at blive mødt med værdighed.  Blandt andet igen­nem et årligt kæm­pearrange­ment for teenagepiger, hvor for­man­den for forenin­gen, den kendte erhvervskvin­de Soulaima Gourani og andre kvin­delige rolle­mod­eller giv­er pigerne et selvtillidsboost.

Jeg er sikker på, at det er sådan noget, vi har brug for, hvis vi skal give flere kvin­der troen på, at de kan nå deres mål og drømme, uanset om de er iværk­sæt­tere, topledere eller kassedamer.