Sommetider har man så travlt, at man ikke engang kan række hånden ud

Sommetider har man så travlt, at man ikke engang kan række hånden ud

6. marts 2014 2 Af Bettina Sønderskov

Forleden fik jeg et tankevækkende spørgsmål fra én per­son, som jeg skal hjælpe med at løse nogle kom­mu­nika­tions-opgaver i den nærmeste fremtid.

Kender du det? Som­me­tider har man bare så travlt, at man ikke engang kan finde ud af at række hån­den ud”

Øhh. Ja.”

Eller det vil sige, det gør jeg fak­tisk ikke. Længere.

Og nu afs­lør­er jeg noget, som jeg ikke rigtigt har vil­let indrømme over for mig selv, før nu.

Måske får nogen af jer kaf­fen galt i halsen og  tænker; Sid­der hun bare der og piller næse hele dagen, for­di hun ikke kan tage sig sam­men til at komme ud over step­perne og få sol­gt nogle artik­ler? Hun får da aldrig ban­ket den virk­somhed op.

Men nu siger jeg det alt­så alligevel.

Er I klar?

JEG HAR IKKE TRAVLT

Jo, det er rigtigt.

Jeg har jagtet mig selv rundt i mane­gen efter en mil­lion dead­lines hele mit vok­sen­liv. Jeg ville være den hur­tig­ste og den bed­ste til alt, hvad jeg rørte ved. Bon­dron­ning i cafébranchen, roulet­te­dron­ning i  omre­jsende tivoli og skribent bag 2700 avis-artik­ler på seks år. Det VAR mig.

Nu er jeg blevet selvstændig, og nu kan jeg ikke finde ud af at have travlt mere.

Selvdis­ci­plinen er gået fløjten, og jeg kan være bekym­ret for, om  den nogensinde kom­mer igen.

Hvad nu hvis jeg bare har lyst til at drøne rundt og drikke kaffe med spæn­dende men­nesker hver dag?

Kan man leve af det?

Njaah. Indtil videre går det meget godt. Jeg har 20 his­to­ri­er om selvstændi­ge kvin­der på blokken og jeg har (næsten) sol­gt tre af dem til andre medi­er. Jeg har også lige fået betal­ing for fak­tu­ra num­mer 001 — salg af kom­mu­nika­tion­sop­gave. Fan­tastisk følelse. Det går sgu meget godt. Jeg har ikke engang minus på kon­toen, hvilket i den grad kom­mer bag på mig. Før i tiden gik der 20.000 kro­ner ind på kon­toen hver måned. Alligev­el var der altid overtræk sidst på måneden.

Det var den­gang, vi spiste vi take­away flere gange om ugen, jeg købte nyt tøj ( flere gange om ugen) og smed mass­er af mad i skraldespan­den hver uge, for­di jeg aldrig kunne huske, hvad vi havde i kølesk­a­bet, når jeg stressede rundt i super­markedet, fem min­ut­ter før børnene skulle hentes.

Der er mange fordele ved ikke at have travlt mere, hvis jeg selv skal sige det. Vi spis­er sun­dere, jeg er nem­mere at være i stue med og når man­den skal på for­ret­ningsre­jse, panikker jeg ikke over, om  jeg kan få det til at gå op med alle mine dead­lines på arbe­jdet. Jeg har nem­lig ikke så mange dead­lines mere. Jeg kunne sagtens have flere, for jeg er bagud med at skrive his­to­ri­erne om de mange kvin­der, som jeg har inter­viewet, og jeg har ikke lige­frem kimet eventuelle aftagere af mine artik­ler ned.

Prob­lemet er bare, at når jeg siger til mig selv, at jeg skal tage mig sam­men, så virk­er det ikke på samme måde, som det gjorde engang.

Det dræber mit engage­ment og giv­er mig skrive­blokade på stedet.

Shit. Hvor­dan skal jeg komme videre her­fra, når jeg plud­selig ikke kan finde ud af at svinge pisken over mig selv og  aldrig har været vant til andet?

Det spørgsmål fik  mig til at koble mig på et webi­nar med over­skriften “Sådan skaber du en nydelses­fuld busi­ness uden at knok­le røven ud af buk­serne” i aftes.

Jeg blev fuld af håb, da Hanne Hjort for­t­alte his­to­rien om, hvor­dan hun selv har taget en kold tyrk­er fra  “knok­leri­et”  i sin virk­somhed og fak­tisk har fået en bedre for­ret­ning ud af det. Ifølge hende skal man holde pauser og at give sig tid til at nyde livet for at kunne yde opti­malt, bevare kreativiteten i sin virk­somhed. Man skal slippe kon­trollen og forestill­in­gen om, at man SKAL have travlt og knok­le 60 timer om ugen for at skabe en god for­ret­ning med en god økonomi.

Måske er der alligev­el håb for Dovne-Bettina

P.S. Jeg faldt lige over dette brev fra “Fremtids-Bet­ti­na”, da jeg ryddede op i min mail­boks. Det havde jeg helt glemt. Jeg skrev det til mig selv og en tanke­felt­ter­apeut, da jeg var i krise over alt muligt for et halvt år siden. Tænk sig, at mit største ønske virke­lig var ikke at have travlt. Måske er det ikke så dumt at sætte sig ned og skrive sådan et brev til sig selv engangimellem 🙂

Kære Bet­ti­na

For 10 år siden tog jeg den bed­ste beslut­ning i mit liv. Jeg bestemte mig for at lægge for­nuften på hylden, stoppe jagten efter andres anerk­endelse og prøve at finde ud af, hvad jeg selv havde lyst til. I beg­y­n­delsen var jeg bange for, at jeg aldrig ville finde ud af, hvad det var. Det ene øje­b­lik ville jeg fly­tte med fam­i­lien til en øde syd­havsø og lave ingent­ing. Det andet øje­b­lik ville jeg være selvstændig med min egen tøjbiks, lave et free­lance­bu­reau og skrive om mode, livsstil, seje kvin­der og mad eller arbe­jde i tur­ist- og event­branchen. Men først og fremmest drømte jeg om ikke at have travlt. Jeg drømte om at være 100 pro­cent til stede i nuet med mine børn. Om at kunne standse op og glo på en flues­vamp med min søn uden at føle mig rastløs og uden kon­stant at føle, at jeg var på vej videre, havde travlt og burde udnytte min tid bedre.