Jeg er åben for alle muligheder-typen

Jeg er åben for alle muligheder-typen

Jeg cam­ou­flerer mig under virk­somhed­snavne og iden­titeter for ikke at blive iden­ti­fi­ceret med noget bestemt og derved holde alle mulighed­er åbne for at kaste mig over nye spæn­dende pro­jek­ter. En evig kamp for at gøre det, der gør mig glad, og sam­tidig holde økonomien på plads med en 1‑årig søn, engel­sk kæreste og vores lej­lighed på Chris­tian­shavn. Det er vel lidt verdenskvinde-agtigt.”

Sådan præsen­terede designeren Stine Munk Jør­gensen sig selv i en mail til mig for et par måned­er siden.

Først blev jeg nys­ger­rig. Så blev jeg skeptisk.

Jeg har fået tudet ørerne fulde med, at man som nys­tartet iværk­sæt­ter skal finde sin egen niche og fokusere 100 pro­cent på den for at skabe et stærkt brand. Og så fis­er Stine bare rundt i Køben­havn og hold­er alle mulighed­er åbne. 

Hvor­dan gør hun det? Hvor­for gør hun det? Og er det ikke forvir­rende og stressende at have så mange bolde i luften? ( Jeg synes selv, at jeg har rigeligt at gøre med at holde fokus på mit ene verdenskvinde-projekt)

Jeg spekulerede på, hvor­dan sådan en “jeg-er-åben-for-alle-mulighed­er-iværk­sæt­ter­type”, ser ud, da jeg trådte ind på en café i Køben­havn i for­rige uge for at møde Stine Munk Jørgensen. 

Hun fik øje på mig, før jeg nåede frem til et svar. 

Med det røde hår sam­let i en skæv knold på hov­edet og iført en far­vestrålende storskjorte og et par store runde briller, præsen­terede ejeren af virk­somhe­den Stil­hed i Stuen sig selv. 

Jeg kan se mulighed­er i det hele. Jeg er sådan en yes-mask­ine, der elsker at starte noget op.” 

På designud­dan­nelsen på TEKO cen­ter Hern­ing, drømte hun om at blive selvstændig, men hun lagde alligev­el ud med en knap så usikker tilværelse som design­er  for det danske her­retøjs­mærke Jack & Jones, før hun efter to år kvit­tede løn­mod­tager­job­bet for at leve drøm­men ud. 

Morens død for tre år siden, fik Stine Jør­gensen til at få øjnene op for, at livet skal leves nu og her. 

Før hun døde, brugte hun og min far alle for­sikringspen­gene i løbet af tre måned­er. De gjorde alt det, som de altid havde drømt om i den peri­ode. Jeg syntes, at det var så inspir­erende, og jeg vil gerne selv leve på den måde.” 

Hun skifter emne. Det gør hun ofte. Der er så meget at fortælle. Om under­tøjs­mær­ket Under­w­erk, som blev skabt under et magisk besøg på en gam­mel triko­tage­fab­rik i Ikast, teater­col­lagerne, som hun arbe­jder på lige nu og søn­nen på 1 år, som lige er beg­y­n­dt i vuggestue 

Jeg kan godt lide at starte nye ting op og at have fuld kon­trol med det hele selv. Det er både en styrke og en svaghed. Jeg har en ten­dens til at starte for mange ting op. Ofte føler jeg, at jeg forsøm­mer noget af det, men så siger jeg til mig selv; Nu gør du én af delene fuldt ud i en uge, og så må det andet vente lidt. Sådan er det, når man kan se mulighed­er i det hele. At ligge søvn­løs om nat­ten, for­di hov­edet er fuld af idéer, er en del af pakken, og jeg har lært at leve med det,” siger hun med et skævt smil.

Da hun inviterede sig selv på besøg i en gam­mel triko­tage­fab­rik i Ikast for et par år siden, spot­tede hen­des ruti­nerede ”muligheds-øje” et specielt fund. Helt oppe under loftet på det gam­le lager, fandt hun en bunke her­re­un­dertøj fra 1970’erne.

”Der var en fan­tastisk atmos­fære i den gam­le fab­rik. Der duft­ede af tjære og jeg kunne se billed­erne af, hvor­dan mæn­dene engang rendte rundt ude på heden og spandt uld, for mig. Da jeg fandt under­tø­jet, som aldrig var blevet sol­gt og heldigvis heller aldrig var blevet smidt ud, så det stadig lå der i orig­i­nal embal­lage fra 1970’erne, vid­ste jeg bare, at det skulle bruges til noget,” erk­lær­er Stine Munk Jørgensen.

Folkene, som viste hende rundt på fab­rikken, ryst­ede lidt på hovedet.

”De syntes, at det var super­sjovt, at der kom sådan en som mig, der kunne blive så bege­jstret over noget gam­mel under­tøj. Tag det endelig, hvis du kan få noget ud af det, sagde de, og det kunne jeg selvføl­gelig,” siger Stine Munk Jørgensen.

Kraftigt inspir­eret af det orig­i­nale 1970’er under­tøj designede hun en ny serie klas­sisk her­re­un­dertøj med et stre­jf af humor og navnet Under­w­erk. I beg­y­n­delsen fik hun nogle butikker i Køben­havn til at forhan­dle under­tø­jet, men efter et par ube­hagelige episoder med folk, som ikke betalte deres reg­ninger beslut­tede hun sig for kun at sælge det igen­nem sin egen webshop.

”Jeg stræber efter at være glad hver dag. Det, der gør mig glad, vil jeg have mere af. Det mod­sat­te forsøger jeg såvidt muligt at sortere fra,” fork­lar­er hun.

Selvom hen­des opti­misme og iværk­sæt­ter­trang er stor og hen­des til­gang til livet er mere leg­ende end gen­nem­snit­tets, så har hun stadig et ben solidt plantet i den jyske muld.

”Jeg har ikke en masse penge ude at svømme. Jeg ville ikke kunne sove godt om nat­ten, hvis jeg var på den økonomisk. Der­for går det måske ikke så stærkt, som det kunne, med at udvikle Under­w­erk. Jeg har ikke lyst til at satse hele butikken på under­tø­jet og risikere en hel masse, så jeg udvikler for­ret­nin­gen stille og roligt,” siger Stine Munk Jør­gensen, hvis kæreste til tider kan blive en anelse irriteret over, at kælder­rum­met under lej­lighe­den på Chris­tian­shavn er pakket til ran­den med herreundertøj.

”Jeg sæl­ger slet ikke så meget, at jeg kan leve af det. Jeg lever af andre småjobs ved siden af, og jeg kan leve på en sten. Der er helt klart mest gang i butikken i decem­ber, når det eneste, som man­den kan finde på at ønske sig i jule­gave, er noget nyt under­tøj,” siger hun og griner.

Forleden måtte hun bakke tilbage med barnevog­nen, da hun kom for­bi en café, hvor en mand sad i vin­duet iført en af Under­w­erks mest pop­ulære mod­eller ”under­tøjshel­dragten.”

”Det var for vildt,” siger hun og til­fø­jer, at flere mode­be­v­id­ste yngre mænd efter­hån­den har fun­det vej til webshoppen.

”Men jeg bliv­er aller­mest glad, når mænd på min fars alder køber mit under­tøj . De er så svære at gøre rigtigt bege­jstrede over en gave. Jamen, jeg ønsker mig jo bare noget under­tøj, siger de. Så jeg bliv­er glad, når deres kon­er vender tilbage et år efter og siger, at mæn­dene speci­fikt har øns­ket sig mit under­tøj i jule­gave igen,og så er der bare ikke noget skøn­nere end at se en halv­tyk mand med gråt hår i en af mine hel­dragter,” siger Stine Munk Jørgensen.

Til jul pakker hun under­tø­jet ind i gam­le løns­edler, som hun har fun­det på den gam­le fab­rik og skriv­er per­son­lige hilsner til folk på pakkerne.

”Det kan godt være, at det ikke er godt for for­ret­nin­gen at bruge så meget tid på den slags, men det er godt for mig,” erk­lær­er hun.