Nå, så du lader dig nok forsørge!
Jeg har fået en mail fra Jette Sørensen som respons på gårsdagens skriverier om mit anstrengte forhold til penge. Hendes betragtninger fortjener i den grad at blive delt. Så på sådan en almindelig onsdag eftermiddag i februar præsenterer jeg nu et helt nyt koncept på Verdenskvinde.dk: Gæstebloggen.
Hvis du også har lyst til at dele dine erfaringer med og holdninger til alt, hvad der har med kvinder, karrierevalg, arbejdsliv kontra familieliv, stress, livskvalitet, passion og iværksætteri at gøre, så skriv til bs@verdenskvinde.dk og vedhæft et gerne et billede af dig selv 🙂
I første omgang får du Jette Sørensens indlæg her:
Hej Bettina
Igen rammer du plet med dit blogindlæg!
Jeg har siden, jeg blev freelancer, haft nøjagtig de samme tanker og følt mindreværd, fordi jeg ikke bidrog med lige så meget — eller i det mindste nogen penge til familien. Og selv om min mand har sagt som din: Det er helt i orden, du bidrager med en masse andet. Eller: det er helt i orden, jeg vil hellere have, at du er glad og ikke stresset. Så har jeg ikke kunnet tage det ind.
Hver gang nogen har sagt: Nå, får du solgt noget i din forretning?
Hvor meget omsætter du for? osv
Eller: Nå, du lader dig nok forsørge.
Så har jeg følt mig ramt noget så grusomt. På min ære. Følt mig forkert, for lidt, for dårlig.
Men det er jo deres dom og deres holdning, som jeg ikke behøver tage mig af.
Vores økonomi kan godt hænge sammen, selv om jeg i perioder ikke har tjent særlig meget.
Det er vel ikke noget at skamme sig over?
Så hvorfor bliver jeg ramt?
Er det fordi, normen i vores samfund er, at man skal kunne forsørge sig selv?
Og hvem afgør, hvornår man gør det?
Er det når, man har et “rigtigt job”? Er det, når man tjener præcis lige så meget eller mere end sin mand?
Er man ikke 100% “med” i samfundet, hvis man ikke arbejder fuld tid/tjener et bestemt beløb/kan puttes i en kasse/definere sin
jobbeskrivelse?
Gælder der særlige krav for kvinder?
Da min mand for snart 25 år siden grundlagde sit firma sammen med sin kompagnon, hævede de ingen løn de første næsten to år. Så da levede vi af min faste løn. Såvidt jeg husker, var der ingen, der stillede spørgsmål til, hvor meget min mand tjente?
Omvendt har jeg, siden jeg startede min forretning fra dag ét skullet svare på spørgsmål, som “kan man virkelig leve af det?”, “hvad hæver du i løn om måneden?” (er de misundelige? forstår de ikke, at man kan gøre ting anderledes? er det provokerende, når man ikke passer ind i “kasser”?)
Jeg har også fulgt Andrea Hejlskovs eksperiment i de svenske skove, været med til at crowdfunde hendes bog, følger hendes blog, sælger hendes bog fra mit forlagskontor og var fornylig til foredrag med hende i Holstebro. Hun går planken ud — og det er mega-inspirerende.
Jeg gør det selv kun i det små: Definerer mit eget job og min egen arbejdstid, vælger arbejdsopgaver som giver mig energi og en god
fornemmelse, holder høns så jeg ikke støtter industrihønsehold, har fokus på økologi og køber sjældent konventionelt kød. Enten undværer vi kød eller vi spiser det, som min jægersøn nedlægger, jeg laver al mad fra bunden og køber ikke hel- eller halvfabrikata, 50% af børnenes tøj er fra genbrug, vi bor i et stort og billigt hus med have på landet osv.
(og alligevel har vi som dig et par biler, et hus, nogle børn, et arbejde m.m., som der skal hældes penge i.…)
Hverken du eller jeg ligger samfundet eller andre til byrde eller hæver offentlig forsørgelse — så vi skal ikke stå til regnskab for
nogen. Ud over os selv — og vi er åbenbart vores egen hårdeste dommer…