Jeg gider egentlig ikke at tænke på penge, men …

Jeg har altid haft et anstrengt forhold til penge. Fornylig blev jeg så træt af at tænke på dem, at jeg forsøgte at lægge dem på is.

I sid­ste uge gik det godt.

Jeg følte mig kreativ, på top­pen, over­be­vist om, at nogen ville få øje på mit unikke tal­ent og tilbyde mig en masse penge for at fortælle verdenskvinde-historier.

Eller også ville det aldrig ske, og så ville jeg være ligeglad.

Jeg er så vild med at lave det, som jeg gør, at jeg ville gøre det uden at få penge for det, so why bother?

Jeg bildte mig ind, at jeg havde frigjort mig fra det penge­be­hov, som har styret mit liv indtil nu.

Jeg fik tår­er i øjnene af glæde og let­telse, da jeg læste om en fam­i­lie, som har bygget en hytte langt ude i en sven­sk skov og nu er så selv­forsy­nende, at de kun behøver, at tjene 4000 kro­ner om måne­den til børnenes institutionspladser.

Hvilken fri­hed!

Tænk sig at kunne svare igen på den klas­siske kom­men­tar; Jamen, der skal jo mad på bor­det hver dag med ordene;

Ja, så jeg går lige ud og sky­der en elg, når det pass­er mig.

Slut med bekym­ringer om, hvad der sker, hvis man bliv­er arbe­jd­sløs og plud­selig ikke tjen­er det samme, som man gjorde i sid­ste måned og slut med at at blive hæn­gende i et job for pen­gene og tryghe­dens skyld.

Men jeg får næppe lokket min mand og børnene ud i den skov. Jeg ville sikkert også løbe skri­gende væk af ensomhed efter en uge, men hvad gør man så, når man har fun­det ud af, at per­son­lig fri­hed bety­der mere end en fast løncheck hver måned.

Jeg har skåret mit for­brug ned til et niveau, som jeg ikke i min vildeste fan­tasi havde forestil­let mig muligt for et halvt år siden. Det er slut med dyre impul­skøb og jeg er blevet ruti­neret tilbud­sjæger og hard­core madspildsbekæmper.

MEN vi har jo stadig et hus, et par bil­er og et par børn, som vi med jævne mellem­rum skal hælde penge i.

I øje­b­likket bliv­er der ikke hældt ret mange kro­ner i det pro­jekt fra min side.

Selvom vi har sat lidt penge til side og kan klare os uden indt­jen­ing fra min side det næste halve år, så føler jeg mig som en nasser.

Hveran­den dag gen­t­ager der sig der­for dette sce­nar­ie her på adressen.

Mig: Er du nu HELT sikker på, at det er i orden, at jeg kun har tjent 2000 kro­ner siden nytår?

Man­den: Ja. Skal vi nu til at have den snak igen?

Og ja, det skal vi så.

Inklu­siv en masse snak om, hvor­for jeg ikke er gået i gang med at sælge en en masse artik­ler , hvis det virke­lig bety­der så meget for mig at tjene de penge + bekym­ringer fra min side om, hvor højt jeg kan tillade mig at juble over, at man­den bruger sin bonus på den forårsre­jse, som vi ikke havde reg­net med, at der blev råd til, uden at jeg kan bidrage til fes­ten med en krone.

Jeg føler mig plud­selig min­dre værdig til at træffe beslut­ninger om større investeringer i hus­standen, selvom man­den siger, at det er noget pjat. Der­for tjekker jeg jævn­ligt joban­non­cer for at se, om der til­fældigvis skulle være et job med en fast løncheck til mig et eller andet sted.

Måske kunne jeg fort­sætte pro­jekt Ver­den­skvin­de på hob­by­ba­sis og have et job ved siden af, eller jeg kunne være iværk­sæt­ter på deltid, lige­som et par af de kvin­der, som I kan læse om på bloggen senere på ugen?

Jeg er fanget i et lim­bo, hvor jeg på den ene side ikke bry­der mig om at føle mig som en nass­er, der ikke bidrager til sam­fun­det og hus­tandens økono­mi. På den anden side kan jeg ikke finde ud af at tænke prof­it og penge ind i mit pro­jekt, uden at det læg­ger en kraftig dæm­per på lysten og kreativiteten.

Hmmm. What to do?

Er der mon andre derude, som har det på samme måde eller har knækket koden, så hør­er jeg gerne fra jer 🙂