Palle alene i parcelhuskvarteret
Jeg har prøvet at ignorere følelsen af at være Palle alene i parcelhuskvarteret et stykke tid.
Men i dag er det mandag, og den er ved at æde mig op. Jeg ville give hvad som helst for at have en kollega at drikke kaffe med og dele mine forvirrede tanker om fremtiden med lige nu.
Men der er ikke nogen kollega.
Om lidt kommer min datter hjem fra SFO og selvom hun er klog og sød, så er hun bare ikke sådan én man kan dele sine sorger og glæder over dagens arbejdsopgaver med.
Jeg vidste jo godt, at jeg ville få det sådan her før eller siden, og at det muligvis er en god idé at finde mig et kontorfællesskab inden længe. Men på den anden side, så er jeg ude og lave interviews hveranden dag for tiden. Burde det ikke være muligt at få dækket mit sociale behov den vej, så jeg kan spare huslejen i et kontorfællesskab lidt endnu, spørger jeg mig selv.
I weekenden var jeg overbevist om, at jeg sagtens kunne fortsætte med mit hjemmekontor længe endnu, for jeg havde lige været i København og drønet rundt fra det ene interview til det andet. Jeg glædede mig til i dag, hvor jeg skulle sidde her i al min ensomhed og sprøjte historier ud, uden at blive forstyrret af andet end opvaskemaskinens sagte rumlen.
Men søndag aften kom ensomheden snigende.
Måske var det derfor, at min søn fik lov til at hænge en halv time for længe over morgenmaden, før jeg afleverede ham i børnehaven.
Jeg er jo bare mig selv.
Der er ikke nogen chef, der byder mig at møde klokken 8 sharp.
Det er for det meste dejligt og fleksibelt, men når man har været vant til faste mødetider i mange år, kan man altså godt komme til at savne det der med, at man møder ind klokken 8, og kollegerne venter på én. Måske har de allerede sat kaffe over og taget brød med.
Måske har de endda også en konkret opgave klar, som de skal have hjælp til. I dag ville jeg juble over at få udstukket en hvilken-som-helst opgave …bare for at slippe for hele tiden SELV at skulle definere alting.
Det ligger jo lidt i kortene, at man selv gør den slags, når man er selvstændig. For det meste er det også en rar fornemmelse.Bare ikke lige i dag.
Er det mon tømmermændene efter min “selvstændighedshoneymoon,” der er ved at indfinde sig, eller hvad er det, der sker?
Kan jeg bare tage min computer med ud i verden og slå mig ned på en café næste gang, jeg har det sådan her, eller skal der mere til?
Er der nogen derude, som kan nikke genkendende til det her og har et godt råd?
Du kan låne en stol i min stue næste gang du får fnidder 🙂 2 passionerede kvinder under samme tag kan ikke gå helt galt 😉 Der findes også et kontorfællesskab i Odder — Vidar, som måske kunne virke for dig.
Åh, hvor jeg kender det. Mine sociale behov skal dækkes af kunder (som jeg mest mailer med), facebook og enkelte skypeopkald med venner og familie — min mand og jeg sidder i Bangkok og vennerne og familien er i Danmark.
SLET ikke socialt nok til at dække mit store behov.
Hej Therese Du har vist lidt større udfordringer end jeg, for jeg har trods alt venner og familie lige i nærheden..Det lyder spændende med Bangkok. Vi kunne også godt tænke os at prøve en udstationering i gang. Rejste med manden til.Tianjin i Kina, da jeg var på barsel med den yngste. Det var kun i seks uger, men fik en fornemmelse af expat-livet på godt og ondt og har tænkt meget på det siden. Hvor længe har I været af sted og hvad arbejder du med? Vh Bettina
Hej Susanne To passionerede kvinder i samme stue = sprængfarlig cocktail..jeg kunne da godt finde på at tage dig på ordet en dag 🙂
Kom tilbage til mig kære ex-verdens-bedste-kollega. Jeg savner dig!!
Kære Karumse Jeg tænkte på dig, da jeg skrev mit indlæg. Savner dig, men sommetider er gode kolleger ikke nok 🙂