Palle alene i parcelhuskvarteret

Palle alene i parcelhuskvarteret

17. februar 2014 6 Af Bettina Sønderskov

 

Jeg har prøvet at ignorere følelsen af at være Palle alene i parcel­huskvarteret et stykke tid.

Men i dag er det mandag, og den er ved at æde mig op. Jeg ville give hvad som helst for at have en kol­le­ga at drikke kaffe med og dele mine forvirrede tanker om fremti­den med lige nu.

Men der er ikke nogen kollega.

Om lidt kom­mer min dat­ter hjem fra SFO og selvom hun er klog og sød, så er hun bare ikke sådan én man kan dele sine sorg­er og glæder over dagens arbe­jd­sop­gaver med.

Jeg vid­ste jo godt, at jeg ville få det sådan her før eller siden, og at det muligvis er en god idé at finde mig et kon­tor­fæl­lesskab inden længe. Men på den anden side, så er jeg ude og lave inter­views hveran­den dag for tiden. Burde det ikke være muligt at få dækket mit sociale behov den vej, så jeg kan spare husle­jen i et kon­tor­fæl­lesskab lidt end­nu, spørg­er jeg mig selv.

I week­enden var jeg over­be­vist om, at jeg sagtens kunne fort­sætte med mit hjem­mekon­tor længe end­nu, for jeg havde lige været i Køben­havn og drønet rundt fra det ene inter­view til det andet. Jeg glæd­ede mig til i dag, hvor jeg skulle sid­de her i al min ensomhed og sprøjte his­to­ri­er ud, uden at blive forstyrret af andet end opvaske­mask­i­nens sagte rumlen.

Men søndag aften kom ensomhe­den snigende.

Måske var det der­for, at min søn fik lov til at hænge en halv time for længe over mor­gen­maden, før jeg aflev­erede ham i børnehaven.

Jeg er jo bare mig selv.

Der er ikke nogen chef, der byder mig at møde klokken 8 sharp.

Det er for det meste dejligt og flek­si­belt, men når man har været vant til faste møde­tider i mange år, kan man alt­så godt komme til at savne det der med, at man møder ind klokken 8,  og kol­legerne ven­ter på én. Måske har de allerede sat kaffe over og taget brød med.

Måske har de end­da også en konkret opgave klar, som de skal have hjælp til. I dag ville jeg juble over at få udstukket en hvilken-som-helst opgave …bare for at slippe for hele tiden SELV at skulle definere alting.

Det lig­ger jo lidt  i kor­tene, at man selv gør den slags, når man er selvstændig. For det meste er det også en rar fornemmelse.Bare ikke lige i dag.

Er det mon tøm­mer­mæn­dene efter min “selvstændighed­shon­ey­moon,” der er ved at indfinde sig, eller hvad er det, der sker?

Kan jeg bare tage min com­put­er med ud i ver­den og slå mig ned på en café næste gang, jeg har det sådan her, eller skal der mere til?

Er der nogen derude, som kan nikke genk­endende til det her og har et godt råd?