Nu vil jeg ikke panikke mere over den elevator-tale
Der har været stille på bloggen de seneste dage.
Men der har ikke været stille inde i mit hoved.
Jeg har haft travlt med at diskutere med mig selv for at finde frem til et skarpt budskab, en klart defineret målgruppe og en oversigt over hvilke produkter, jeg vil have på hylden i min “butik.”
Mange vil nok hævde, at det havde været smart at få de tre basale overvejelser på plads, før jeg besluttede mig for at blive selvstændig.
De har ret.
Selvfølgelig burde jeg været blevet i mit trygge lønmodtagerjob indtil jeg havde udtænkt en konkret plan for, hvad jeg vil sælge, hvorfor, hvordan og til hvem.
Men mit hjerte løb af med mig. Jeg nægtede at lytte til erfarne folks velmenende råd om fornuftige forretningsplaner, elevatortaler, målgrupper og produkter. Jeg havde jo for h.….. bare lyst til at møde de her kvinder, skrive deres historier og blive klogere og gladere.
Så nu sidder jeg her med en klar idé om, hvad jeg har lyst til at fylde mine arbejdsdage med og en tåget idé om, hvilken værdi mine ord har for jer læsere derude, og hvad mit projekt “find 100 kvinder og skriv deres historie” egentlig skal føre til, sådan helt konkret.
Skal jeg skrive en bog?
Skal jeg sælge historierne i andre versioner til diverse medier?
Skal bruge historierne som afsæt til en række foredrag for kvinder, som drømmer om et andet arbejdsliv, men mangler inspiration fra andre til at gøre det?
Skal historierne være en af byggestenene i et helt nyt medie for kvinder, som handler om karriere og selvudvikling fremfor mode og skønhed og har benene solidt plantet i den jyske muld?
Helt ærligt. Jeg ved det ikke, og jeg kunne desværre ikke finde svaret på Google, selvom guderne skal vide, at jeg har prøvet.
Måske burde jeg give op og konstatere, at jeg hverken er strategisk, målrettet eller produktorienteret nok til at være i det her game.
Og dog.
Imens jeg sidder og spekulerer på, hvad det hele mon skal ende med, sker der det forunderlige, at nye kvinder, som jeg aldrig har mødt, finder vej til min verdenskvinde-facebook-side og beslutter sig for at følge med i mit projekt.
Hvorfor gør I mon det?
Har jeg mon alligevel en eller anden vare på hylden, som I kan bruge til noget?
Siden jeg oprettede facebook-siden sidst i december har jeg fået tæt på 100 tips til historier om “verdenskvinder” fra hele landet uden at bruge penge på facebook-reklamer eller anden markedsføring. Jeg har bare spurgt om jeres hjælp.
Der går nærmest ikke en dag, hvor jeg ikke får mails og beskeder med opbakning til mit projekt.
Jeg bliver høj af glæde hver gang, der tikker en mail ind med et emne til en ny historie om en kvinde, som har gjort sin passion for alt fra natursvampe til soldaterkæresten, chiliplanter og tørklæder til sin levevej. Der må altså være en eller anden interesse for at dele og læse de historier, som jeg selv bliver klogere på livet af at høre og genfortælle.
Derfor har jeg med hjælp fra en af mine trofaste følgere besluttet mig for, at jeg ikke gider panikke mere over den elevatortale, før jeg har skrevet de første 20 historier.
Jeg laver simpelthen en kontrakt med mig selv om, at jeg ikke må bruge mere af min dyrebare tid på at spekulere på, hvad målet med indsamlingen af de 100 historier er, og hvordan jeg skal omdanne det til en bæredygtig forretning, før jeg har skrevet de første 20 historier. Kontrakten bliver skrevet ned på et stykke papir i dette øjeblik. Det er jeg blevet rådet til af en af de iværksætter-kvinder, som jeg allerede har skrevet om. Det skulle gerne fungere således, at jeg nu kan lægge de vigtige tanker på hylden, indtil der forhåbentlig tegner sig et lidt klarere billede af, hvad det er, jeg har gang i.
Som en læser skrev til mig for kort tid siden:
“Jeg kan godt forstå, at du har sommerfugle i maven, men jeg ved, at lige pludselig, så er den der bare. Mon ikke, der tegner sig et billede, når du har interviewet nogle flere? Sig til, hvis du får brug for en snak. Jeg nyder at læse dine beretninger om spændende kvinder og jeg tror på, at der vil tegne sig et billede af nogle kvinder, der har fundet nogle helt andre vækstparametre end de gængse. Det er efter min overbevisning den vej, verden drejer nu.”
Jeg håber og tror, at hun har ret. Tusind tak for de opmuntrende ord til alle jer derude. Nu kaster jeg mig over den næste 15 kvinder, og så må vi se, hvad det fører til.
Hvad tænker I om den beslutning? Er det helt skørt? Kan I bruge det her indlæg til noget? og hvorfor har I egentlig valgt at følge med i det her projekt?