-
Opbrud i Kina — kunsten at begynde forfra
For to et halvt år siden ankom vi til Kina med 10 kufferter for at tage hul på et nyt liv i millionbyen Tianjin. I går sendte vi en tyvefods-container hjem til Aarhus fuld af minder om en eventyrlig, uforudsigelig og til tider vanvittigt udfordrende tilværelse i udlandet. Et liv i Kina og et internationalt samfund, som har præget os i et omfang, som vi nok ikke fatter omfanget af, før vi vender hjem til Danmark efter vores udstationering. Afsked med det uforudsigelige Sommerfuglene flakser rundt i maven, når jeg tænker på: Cykelture i Skanderborgs duftende bøgeskov. Frisk havluft i Aarhus. Caféture med veninderne. Nye spændende jobmuligheder for mig. Samtidig…
Du vil muligvis også synes om
Danske børn i udlandet: Hvad gør man, når den internationale skole ligger på den anden side af øen?
-
Kina — skøre fotos fra hverdagen
Du vil muligvis også synes om
Verdenskvinden flytter til Kina
99 dage efter nulstilling i Kina
Hvordan holder man fast i eventyret hjemme i Danmark?
-
Det sværeste ved at bo i Kina
Efteråret er kommet til Tianjin og vinteren er lige rundt om hjørnet. Med den årstid følger en pænt svingende luftkvalitet, som jeg lige så stille er ved at lære at leve med. Luftforureningen er det nye livsvilkår, som har udfordret mig allermest herude på den anden side af jorden. Sprogbarrierer, kulturforskelle og børn med hjemve og Kina-lede er vand ved siden af. Hjemme i Danmark tjekkede jeg vejrudsigter. I Kina tjekker jeg forureningstal. Det giver mere mening. Den anden dag, da Googles vejrtjeneste ønskede mig tillykke med at det blev skyfrit i Tianjin og bad mig om at nyde dagen, kunne jeg hverken se solen eller himlen. Jeg kunne ikke engang…
-
Barnets første sygedag i Kina — grænserne rykkes
Hver aften når mit hoved lander på puden her i Kina, er mine grænser blevet rykket en lille smule. Grænserne for hvad jeg synes, jeg kan udsætte mine børn for. Grænserne for, hvad jeg tror, de kan holde til. Grænserne for, hvad jeg betragter som nogenlunde normal opførsel. Grænserne for, hvor lidt kontrol, og hvor meget uforudsigelighed, jeg kan leve med. Den første morgen, jeg sendte børnene ALENE af sted på den daglige køretur igennem kaotisk morgentrafik i millionby med kinesisktalende chauffør og ayi, som eneste voksen-selskab og smoggen hængende tykt henover hovederne, var jeg ved at kaste op af bekymring. Hvad har jeg gang i? Har jeg lige forvandlet mig til verdens dårligste og…
Du vil muligvis også synes om
Det sværeste ved at bo i Kina
Det lå ikke i kortene, at vi skulle drive hotel på Bali
Verdenskvinden flytter til Kina
-
99 dage efter nulstilling i Kina
I dag er det 99 dage siden, at vi tjekkede 9 kufferter med mere eller mindre gennemtænkt indhold ind i lufthavnen i Billund og satte kurs mod vores nye hjem på den anden side af jorden. To dage senere sad min mand og hakkede sukkerknalder i stykker med vores eneste medbragte kniv, så vi kunne drysse det på børnenes havregryn i vores nye — og ret så tomme hjem — i den nordkinesiske industri- og millionby Tianjin. Vi var ikke engang i stand til at finde en almindelig pose sukker i det lokale supermarked den eftermiddag, vi ankom til Kina. Det kan man da kalde for en nulstilling af format. De første snart 100 dage i Kina…
-
Verdenskvinden flytter til Kina
Hvorfor skal alting handle om karriere? Kan en verdenskvinde ikke også være én, som er nysgerrig på verden og andre kulturer? – En kvinde, som har rejst meget og boet i forskellige lande. Ikke nødvendigvis med jobbet, men fordi verden er hendes passion. Selv er jeg fascineret af verden. De uendelige muligheder for at opleve, udforske og gå på eventyr i den. Jeg ved ikke om jeg ville betegne mig selv som en verdenskvinde, men jeg er ihvertfald en kvinde, som har oplevet mange dele af verden. Jeg håber, at du kan bruge dette lille indspark til et udvidet syn af en verdenskvinde. Sådan skrev Katrine til mig for nogle…
Du vil muligvis også synes om
99 dage efter nulstilling i Kina
Opbrud i Kina — kunsten at begynde forfra
Det lå ikke i kortene, at vi skulle drive hotel på Bali
-
- De mente, at jeg var blevet et levn fra 1950’erne
Da Gitte Winter rejste med sin mand til Kroatien og Canada og holdt barsel i udlandet i fire år, blev hun ofte mødt af den opfattelse, at hun var blevet et levn fra 1950’erne, som servicerede sin mand i hoved og røv. Men det tog hun sig ikke af, for hun var yderst tilfreds med ordningen, som betød at det hektiske arbejdsliv på reklamebureauet i København blev skiftet ud med tid til familien, store naturoplevelser og plads til at skrive en børnebog. - Det var et fantastisk privilegium at være medrejsende hustru. Jeg havde i modsætning til mange andre kvinder al den tid i verden til at koncentrere mig om…
