Lene bor langt oppe i Rodopi-bjergene: Jeg vil udbrede kendskabet til Europas mest ukendte land

I en lille by højt oppe i bjer­gene i det sydlige Bul­gar­ien bor en dan­sk­født ver­den­skvin­de på 63 år. Om en lille måned er det syv år siden, at Lene Thy­bo sagde farvel til livet i Dan­mark efter mange, lange overve­jelser.
Under et ophold i feriebyen Sun­ny Beach i 2001, mødte hun mange lokale, der ville vide hvor­for hun havde val­gt at holde ferie i Bul­gar­ien. Flere for­t­alte, at de arbe­jd­ede i Sun­ny Beach om som­meren og på skisportsst­edet Pam­poro­vo om vin­teren. Så det blev hur­tigt beslut­tet, at den næste ferie skulle være en uges skiferie i Pam­poro­vo i Rodopi-bjer­gene i det sydlige Bul­gar­ien.

Den ferie kom til at vende op og ned på Lenes liv.

På feriens fjerde dag tog hun og hen­des nu afdøde mand på sight­see­ing  med en lokal Taxi­chauf­før. En fan­tastisk dag, der endte med en dejlig mid­dag hjemme hos ham og fam­i­lien i den nærliggende by Che­p­elare. Dagen efter tog de tilbage for at se nærmere på byen.

-  Che­p­elare var ikke noget smukt syn. Huse og gad­er virkede grå og beskidte. Jeg har rejst det meste af Europa tyn­dt og har arbe­jdet i mange lande. Men de men­nesker, vi mødte den dag, virkede mere glade og ubekym­rede end alle de andre sted­er, vi havde været. Jeg blev nys­ger­rig på, hvor glæ­den kom fra, for når man så sig omkring, var det tydeligt, at de var meget fat­tige. Vores nye ven — Taxi­chauf­føren — kunne ikke forstå os, da vi sagde, at vi var vilde med hans by. Han sagde måske nok en smule pro­vok­erende, at så kunne vi jo købe et hus i byen. Vores svar var, at det havde vi ikke råd til, men så lød svaret:

Er I ikke fra Dan­mark?

Så har I råd.

Det viste sig at være rigtigt. Da Lene hørte, hvor lave hus­pris­erne var, beslut­tede hun sig for at købe et hus. Så i som­meren 2002 vendte par­ret tilbage, fandt et hus, de kunne lide og købte det kon­tant. Derefter gik alle ferier til Che­p­elare. Flere år var de afst­ed både fem og seks gange. Og de forelskede sig mere og mere i byen og de omkring­liggende bjerge. Men så ramte ulykken. Lenes mand fik kræft og døde i okto­ber 2007. Under­ve­js mist­ede hun sit gode job i Helsin­ki og huset i Birk­erød blev sol­gt. Mens Lene slikkede sårene, drømte hun om kunne bo fast i huset i Che­p­elare. Fire år senere købte hun en enkelt­bil­let til Bul­gar­ien.

Hvad er det bed­ste ved livet som udlands­dansker?
— Det bed­ste ved at bo i Che­p­elare er, at livet her er stille og roligt. Der er altid tid til at vek­sle et par ord med de andre i lands­byen og høre hvor­dan det går. Mit liv i Dan­mark havde slået en gevaldig kol­bøtte. Jeg havde brug for nye indspark, og det er meget nem­mere at møde nye men­nesker her end i en by som Birk­erød. Jeg nyder også, at jeg ikke læn­gere får et hav af rudeku­vert­er i postkassen. Livet føles ganske enkelt min­dre kom­pliceret her, fortæller Lene, der ikke kan gå en tur på hov­edgaden uden at møde nogen at drikke kaffe med.

Nævn tre ting, du elsker ved det land, du bor i 

Kli­maet:

Især vin­trene er meget bedre end i Dan­mark. Der falder mass­er af sne, det blæs­er stort set aldrig og solen skin­ner meget. Mange dage kan jeg sid­de ude på min altan og spise frokost i T-shirt. Desu­den er dagene et par timer læn­gere. Jeg nyder, at vi også har fire årstider her, og at det sjældent bliv­er varmere end 25–28 grad­er om som­meren.

Befolknin­gen:

De er så åbne, gæst­frie og loyale — og så har de mass­er af humor og er meget afs­lappede. Det tog tid at lære dem at kende, men jeg er ved at være der. Mange har haft et hårdt liv, men de har en enestående evne til at få det bed­ste ud af alt­ing. Jeg hørte engang en bul­gar­er i Dan­mark sige, at hvis du er blevet ven med én fra Rodopi-bjer­gene, så har du en ven for livet. Det tror jeg på!

Maden og pris­niveauet:

Mange bul­gar­ere går højt op i, hvad de stop­per i munden, og fravæl­ger i høj grad føde­var­er med kon­server­ingsmi­dler og E-num­re. Der er desu­den et stort udbud af friske og lokalt pro­duc­erede grøn­sager og frugt. Det gør det nemt at spise sundt. Som dan­sk efter­løn­ner er man nærmest vel­havende og med de lave restau­ra­tionspris­er, er det er ikke et prob­lem at gå ud at spise flere gange om ugen.

Har du et godt råd, du vil dele med andre, der er fly­t­tet til udlan­det eller som overve­jer at gøre det?
— Lær det lokale sprog. Selvom jeg har boet i Bul­gar­ien i syv år, kan jeg stadig ikke føre en læn­gere sam­tale på bul­gar­sk. Det ærgr­er mig meget, at jeg ikke havde større fokus på det fra starten. Min udfor­dring har hele tiden været, at mange af de lokale havde mere brug for at øve deres engel­sk med mig, end at forsøge at lære mig bul­gar­sk. Det bliv­er heller ikke nem­mere at lære et nyt sprog, når man bliv­er ældre.

Overve­jer du at fly­tte tilbage til DK i fremti­den?
— Jeg har abso­lut ingen inten­tion­er om at vende tilbage til Dan­mark. Jeg elsker at bo her, hvor jeg føler mig meget tryg. Hvis jeg skulle få brug for hjælp, f.eks. hjem­me­hjælp, har jeg råd til at betale mig fra al den hjælp jeg skulle få brug for.

Hvad bræn­der du for?

At udbrede kend­sk­a­bet til det mest over­sete land i EU. Jeg elsker at vise mine elskede bjerge til besø­gende og vil gerne have besøg af flere danskere hernede . Her er så smukt og spæn­dende. Mass­er af aktiviteter for enhver smag og alder­sklasse. Jeg har opret­tet hjemmes­i­den Che­p­elare, hvor man kan læse mere om alle de ting, området byder på.  Jeg vil gerne give noget tilbage til mine bul­garske ven­ner, og det ville være så godt for den lokale økono­mi, hvis der kom flere tur­is­ter. Desu­den er jeg i gang med at under­søge mulighed­erne for et samar­be­jde med et dan­sk rejse­bu­reau.

Hvad vil du gerne give videre til andre, som går med tanker om at starte noget lig­nende op?
— Rejs ud og oplev noget. Måske du er lige så heldig som mig, at finde et nyt els­ket hjem­land. Så er det ingen sag at gå i gang med at dele sine oplevelser med andre. Jeg har mass­er af rejsetips, jeg gerne vil dele med folk. De fleste kan find­es på min hjemme­side om Che­p­elare. Kom og besøg mig heroppe i bjer­gene. Så skal jeg vise dig hvor­for jeg elsker mit nye hjem­land.

5 thoughts on “Lene bor langt oppe i Rodopi-bjergene: Jeg vil udbrede kendskabet til Europas mest ukendte land

  1. Jeg synes også at lan­det og befolknin­gen er fan­tastisk. Tror jeg har været i Bul­gar­ien 8 gange inden­for de sid­ste 12 år og vil helt sikkert vende tilbage. Har fået kærlighed til området omkring Aprilt­si. Har redet rundt i de dejlige bjerge med søde, hyggelige og pro­fes­sionelle guider. Befolknin­gen er imødek­om­mende og ven­lige.

  2. Lige nu mis­un­der jeg Lene at hun er bosid­dende i Bul­gar­ien. Som Lene, banker også mit hjerte for Bul­gar­ien. Lene og hen­des daværende mand gav os for mange år siden, det sid­ste puf til at få købt hus i Bul­gar­ien. Det var i 2005. Vi tilbringer hver eneste feriedag i vores lille hus i Rodoperne og elsker lan­det og dets befolkn­ing.
    Jeg har en lidt ambiva­lent hold­ning til det at udbrede kend­sk­a­bet til dette vidun­derlige land. Jeg under af hele mit hjerte de vidun­derlige men­nesker lidt mere at gøre godt med i hverda­gen, så ingen tvivl om, at en øget tur­isme ville gavne lan­det. På den anden side, har man jo gang på gang set, hvor­dan et land — et sted — mis­ter sin sjæl for­di tur­is­terne overtager alt. Og det vil ikke være til at bære. Så rendyr­ket ego­isme er at tænke: “Bliv væk! Jeg vil ha’ mit Bul­gar­ien for mig selv!” Men (desværre) ender det jo nok med flere tur­is­ter.
    Men ingen tvivl om, at Bul­gar­ien er det skønneste sted der find­es.
    Uden at kunne gen­give his­to­rien kor­rekt har jeg fået for­t­alt føl­gende:
    Da Gud skabte Ver­den nåede han på 7. dagen til hvileda­gen og tænk­te: Jeg vil skabe noget til mig selv. Et Par­adis. Han kiggede sig lidt omkring og fik så øje på et lille over­set land og tænk­te — her vil jeg skabe mit Par­adis på Jord. Og ja — det var Bul­gar­ien.
    Og jeg kan kun være enig — det er Par­adis på Jord.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *