Opbrud i Kina — kunsten at begynde forfra

For to et halvt år siden ankom vi til Kina med 10 kuf­fer­t­er for at tage hul på et nyt liv i mil­lion­byen Tian­jin.

I går sendte vi en tyve­fods-con­tain­er hjem til Aarhus fuld af min­der om en even­tyrlig, uforudsigelig og til tider van­vit­tigt udfor­drende tilværelse i udlan­det.

Et liv i Kina og et inter­na­tion­alt sam­fund, som har præget os i et omfang, som vi nok ikke fat­ter omfanget af, før vi er vendt hjem til vores nye (gam­le) liv i Dan­mark.

Som­merfug­lene flakser rundt i maven, når jeg tænker på cykel­ture i Skan­der­borgs duf­tende bøgeskov, frisk havluft i Aarhus, café­ture med venin­derne og nye spæn­dende job­mu­lighed­er for mig.

Sam­tidig er det ikke til at holde ud at tænke på, at vi lige om lidt skal tage afsked med alt det ekso­tiske og uforudsigelige her:

Den inter­na­tionale hverdag, hvor vi skifte­vis taler dan­sk, engel­sk, kine­sisk og kropssprog. Inspir­erende og lærerige møder med  men­nesker fra andre lande og kul­tur­er hver eneste dag.

Vores ufat­teligt priv­i­legerede tilværelse i et af mil­lion­byen Tian­jins mest eksklu­sive boligom­råder. Her har vi omgivet af andre udsta­tionerede fam­i­li­er, sten­rige kine­siske fam­i­li­er, luk­sus­bil­er, gart­nere og uni­formerede vagter, som gør hon­nør, hver gang, vi bliv­er lukket ind af portene, bygget en hverdag afbrudt af de vildeste rejse-even­tyr i Asien op. 

En helt almin­delig hverdag, som vi hold­er af. Da min mand på vores første mor­gen i Kina, sad og skar sukkerk­nalder i stykker med den brød­kniv, vi havde med­bragt fra Dan­mark, for­di vi ikke for­måede at finde en almin­delig pose sukker i super­markedet, havde jeg ærligt talt lidt svært ved at se, hvor­dan vi nogensinde skulle få et almin­deligt fam­i­lieliv til at fun­gere her. I dag forstår jeg ikke, hvor­dan vi  kunne have så store udfor­dringer med at finde ud af de sim­pleste ting.

Dyre­bare ven­sk­aber. Det er blevet nemt at bo i Kina og det skyldes ikke mindst den hjælp og imødekom­men­hed, vi har mødt fra andre udsta­tionerede. Vi har udvidet nabo­hjælp herude og har bygget nogle ven­sk­aber op, som jeg beg­y­n­der at hyle over, hvis jeg skriv­er mere om den del af vores oplevelse lige nu.

Vi har lært at kom­mu­nikere ved hjælp af fagter, fotos og lidt kine­sisk. Vi bruger alle vores dyrekøbte erfaringer til at nav­igere rundt i et land, en kul­tur og et sprog, som næppe bliv­er mere forskel­ligt fra Dan­mark. Det er en sindssygt fed følelse at være nået her­til, og det gør det ikke let­tere at give slip.

Nu har vi endelig fået styr på det hele og så skal vi hjem til Dan­mark og beg­y­n­de for­fra.

Alle de bøger, jeg har læst om udsta­tioner­ing og alle de andre udsta­tionerede, jeg kender, som har prøvet at vende hjem efter nogle år i udlan­det, siger det samme;

Det er hårdt at rejse ud, og det er mindst ligeså hårdt at vende hjem igen.

Det er svært at forstå, for vi kender jo kul­turen, sprog­et, vores hus, skolen, fam­i­lien og ven­nerne hjemme i Dan­mark.

Det kan da godt være, at vi skal have stram­met lidt op på vores opførsel i trafikken, vores kø-kul­tur og vores opførsel omkring et spise­bord.

Jonas har også et rimeligt fucked up dan­sk, som vi skal have ret­tet lidt op på.

Man­den skal vænne sig til en knapt så hier­arkisk arbe­jd­splads og en meget anderledes måde at gøre tin­gene på end herude.

Fre­ja skal tilbage og tage 6. klasse igen, for­di de rykkede hende en klasse op herude, hvilket muligvis kan blive en udfor­dring.

Jeg skal vænne mig til en hverdag med mere arbe­jde, mere hverdag og min­dre rejse­plan­lægn­ing.

Men hvor svært kan det være?

Det aner jeg ikke, men vi find­er ud af det lige om lidt, for om godt to uger lukker vi døren til huset her på Xiaguang­dao bag os for sid­ste gang og beg­y­n­der rejsen tilbage til Birkevej…

Kærlig hilsen en spændt, vemodig, glad og en lille smule stolt Ver­den­skvin­de

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *