Opbrud i Kina — kunsten at begynde forfra

For to et halvt år siden ankom vi til Kina med 10 kuf­fer­t­er for at tage hul på et nyt liv i mil­lion­byen Tian­jin.

I går sendte vi en tyve­fods-con­tain­er hjem til Aarhus fuld af min­der om en even­tyrlig, uforudsigelig og til tider van­vit­tigt udfor­drende tilværelse i udlan­det.

Et liv i Kina og et inter­na­tion­alt sam­fund, som har præget os i et omfang, som vi nok ikke fat­ter omfanget af, før vi vender hjem til Dan­mark efter vores udsta­tioner­ing.

Afsked med det uforudsigelige

Som­merfug­lene flakser rundt i maven, når jeg tænker på:

Cykel­ture i Skan­der­borgs duf­tende bøgeskov.

Frisk havluft i Aarhus.

Café­ture med venin­derne.

Nye spæn­dende job­mu­lighed­er for mig.

Sam­tidig er det ikke til at holde ud at tænke på, at vi skal tage afsked med alt det ekso­tiske og uforudsigelige her.

Den internationale hverdag 

Hvor vi skifte­vis taler dan­sk, engel­sk, kine­sisk og kropssprog. Inspir­erende og møder med  men­nesker fra andre lande og kul­tur­er hver eneste dag.

Vores ufatteligt priviligerede tilværelse

Vi bor i et af mil­lion­byen Tian­jins mest eksklu­sive boligom­råder. Omgivet af andre udsta­tionerede fam­i­li­er, sten­rige kine­siske fam­i­li­er, luk­sus­bil­er, gart­nere og uni­formerede vagter, som gør hon­nør, hver gang, vi bliv­er lukket ind af portene. Her har vi bygget en hverdag afbrudt af de vildeste rejse-even­tyr i Asien op. 

En (næsten) almindelig hverdag, som vi holder af

På vores første mor­gen i Kina, sad min mand og skar sukkerk­nalder i stykker med en brød­kniv, for­di vi ikke for­måede at finde en almin­delig pose sukker i super­markedet. Lige der havde jeg ærligt talt lidt svært ved at se, hvor­dan vi nogensinde skulle få et almin­deligt fam­i­lieliv til at fun­gere her. I dag forstår jeg ikke, hvor­dan vi  kunne have så store udfor­dringer med at finde ud af de sim­pleste ting.

Dyrebare venskaber

Det er blevet nemt at bo i Kina. Det skyldes ikke mindst de andre udsta­tionerede i området. Vi har udvidet nabo­hjælp herude. Og vi har bygget nogle ven­sk­aber op, som jeg beg­y­n­der at hyle over, hvis jeg skriv­er mere om den del af vores oplevelse lige nu.

Vi har lært at kommunikere

ved hjælp af fagter, fotos og lidt kine­sisk. Vi bruger alle vores dyrekøbte erfaringer til at nav­igere i et land, en kul­tur og et sprog, som næppe bliv­er mere forskel­ligt fra Dan­mark. Det er en sindssygt fed følelse at være nået her­til. Men det gør det ikke let­tere at give slip.

Nu har vi endelig fået styr på det hele, og så skal vi hjem til Dan­mark og beg­y­n­de for­fra.

Alle de bøger, jeg har læst om udsta­tioner­ing.

Alle de andre udsta­tionerede, jeg kender, som har prøvet at vende hjem efter nogle år i udlan­det, siger det samme;

Det er hårdt at rejse ud. Og det er mindst ligeså hårdt at vende hjem igen.

Det er svært at forstå. Vi kender jo kul­turen, sprog­et, vores hus, skolen, fam­i­lien og ven­nerne hjemme i Dan­mark.

Det kan da godt være, at vi skal have stram­met lidt op på vores opførsel i trafikken, vores kø-kul­tur og vores opførsel omkring et spise­bord.

Jonas har også et rimeligt fucked up dan­sk. Det skal vi have ret­tet lidt op på.

Man­den skal vænne sig til en knapt så hier­arkisk arbe­jd­splads.

Fre­ja skal tilbage og tage 6. klasse igen. De rykkede hende en klasse op herude, hvilket kan blive en udfor­dring.

Jeg skal vænne mig til en hverdag med mere arbe­jde. Mere hverdag. Min­dre rejse­plan­lægn­ing.

Men hvor svært kan det være…

At vende hjem til Dan­mark efter en udsta­tioner­ing?

Det aner jeg ikke.

Men vi find­er ud af det lige om lidt.

Om godt to uger lukker vi døren til huset her på Xiaguang­dao bag os for sid­ste gang. Beg­y­n­der rejsen tilbage til Birkevej.

Kærlig hilsen en spændt, vemodig, glad og en lille smule stolt Ver­den­skvin­de

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *