Barnets første sygedag i Kina — grænserne rykkes


Hver aften når mit hov­ed lan­der på puden her i Kina, er mine grænser blevet rykket en lille smule.

Grænserne for hvad jeg synes, jeg kan udsætte mine børn for.

Grænserne for, hvad jeg tror, de kan holde til.

Grænserne for, hvad jeg betragter som nogen­lunde nor­mal opførsel.

Grænserne for, hvor lidt kon­trol, og hvor meget uforudsige­lighed, jeg kan leve med.

Den første mor­gen, jeg sendte børnene ALENE af sted på den daglige køre­tur igen­nem kao­tisk mor­gen­trafik i mil­lion­by med kine­sisk­tal­ende chauf­før og ayi, som eneste vok­sen-sel­skab og smoggen hæn­gende tykt hen­over hov­ed­erne, var jeg ved at kaste op af bekymring.

Hvad har jeg gang i?

Har jeg lige for­van­dlet mig til ver­dens dårlig­ste og mest uans­varlige mor?

Eller er jeg bare en overbeskyt­tende mor fra overbeskyt­tende Dan­mark, som har fået sin sag for i et land, hvor grænserne for, hvad der er farligt og usikkert er noget anderledes?

Tankerne kørte rundt i hov­edet, imens jeg så andre mødre af forskel­lige nation­aliteter  inklu­siv dan­sk,  vinke farvel til børn helt ned til 4–5 års alderen.

Smalltalk­ende. Gri­nende. Ubekymrede.

Nå!?

De virkede ellers som helt nor­male og omsorgs­fulde mødre.

Da Fre­ja og Jonas kom glade og smås­tolte hjem med bussen  samme efter­mid­dag, beslut­tede jeg mig for at lade som om, at jeg var ligeså ubekym­ret, som de andre mødre.

Mit selvbedrag var effektivt.

Efter en uges tid var det  plud­selig ikke helt så grænseover­skri­dende at vinke farvel til børnene mere.

Efter snart 9 måned­er herude skal der mere end en tur med skole­bussen til at få mig til at lægge mærke til de usyn­lige grænser, vi over­skrid­er hver dag.

Som bar­nets første sygedag i Kina.

Den ramte mig 3 måned­er efter, at vi var lan­det herude.

Jonas havde fået høj feber på skolen.

Selvføl­gelig på den dag i ugen, hvor vores bil ikke har lov til at køre. ( Det er en helt anden his­to­rie, som I får senere)

Så jeg ringede efter en Uber. Eller det vil sige, at jeg trykkede bestil uber på den kine­siske app, jeg har installeret, hvorefter jeg blev ringet op af chauf­føren. Jeg stak tele­fo­nen til vagten foran vores com­pounden i håbet om, at han kunne dirigere chauf­føren hen til mig. På det tid­spunkt var jeg ikke i stand til kom­mu­nikere med en kun kine­sisk-tal­ende chauffør.

Det tog et kvarters tid med hjælp fra op til flere vagter i vores boligom­råde at få fork­laret chauf­føren, hvor jeg skulle hen, hvorefter hun alligev­el for vild.

Imens jeg bevægede mig igen­nem trafikken for at hente Jonas, som lå på sofaen hos skolesyge­ple­jer­sken og fik kine­sisk med­i­cin, som jeg ikke kendte ind­hold­et af, tænk­te jeg på, hvor­dan vi hele tiden bliv­er skub­bet ud af vores com­fort-zone herude.

Min feber­hede dreng, som blev over­ladt til en engel­sk­tal­ende syge­ple­jer­ske, som fodrede ham med med­i­cin “der smagte af lort”.

Mig, der gav hende lov og hent­ede ham hjem i en pirat­taxa uden sikker­heds­sel­er, efter at han havde ven­tet på mig i hal­van­den time.

Den var nok ikke gået hjemme i Danmark.

Men herude går det.

Det skal det jo.

 

 

 

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *