99 dage efter nulstilling — build a new life in China 2


shared_photoI dag er det 99 dage siden, at vi tjekkede 9 kuf­fer­t­er med mere eller min­dre gen­nemtænkt ind­hold ind i lufthav­nen i Bil­lund og sat­te kurs mod vores nye hjem på den anden side af jor­den.DSC_0709

To dage senere sad min mand og hakkede sukkerk­nalder i stykker med vores eneste med­bragte kniv, så vi kunne drysse det på børnenes havre­gryn i vores nye — og ret så tomme hjem — i den nord­ki­ne­siske indus­tri- og mil­lion­by Tian­jin.

Vi var ikke engang i stand til at finde en almin­delig pose sukker i det lokale super­marked den efter­mid­dag, vi ankom til Kina.

Det kan man da kalde for en nul­still­ing af for­mat.

De første snart 100 dage i Kina er flø­jet af sted, for jeg har brugt usandsyn­ligt mange timer på småbitte prak­tiske gøremål, som tager to min­ut­ter der­hjemme i Dan­mark kan snildt tage mig et par timer herude.

Og det er måske nok en del af fork­larin­gen på, at jeg til min egen store forun­dring ikke har skrevet et ord på bloggen i over tre måned­er.

Der er ellers nok at skrive om.

Og jeg har også tid nok.

Skulle man tro.

Jeg lever et priv­i­legeret liv som hjem­megående hus­mor — uden de mest triv­ielle opgaver, der ple­jer at følge med sådan et liv såsom rengøring, tøj­vask og opryd­ning.

Alt det inklu­siv diverse andre min­dre nød­vendi­ge — men meget under­hold­ene gøremål som at sortere mine kjol­er i farve­or­den ( flere gange om ugen), sætte klips på tand­pas­taen, så vi ikke skal bøvle med at få det sid­ste af den mast ud af tuben, tager vores kine­siske ayi sig af. (Hun er et kapi­tel for sig, så den his­to­rie får I lige en anden dag)

Kan du få tiden til at gå?

Det spørgsmål har jeg forståeligt nok fået flere gange, siden jeg beslut­tede mig for at vinke farvel til et helt almin­deligt små­travlt fam­i­lieliv i Dan­mark for at over­lade hele forsørg­ert­jansen til min ingeniør­mand.

Og ja.

Jeg kan godt få tiden til at gå.

Da vi land­ede i Bei­jing lufthavn på en dag, hvor billed­erne af den kine­siske hov­ed­stad ind­hyl­let i heftig smog, gik ver­den rundt, blev  min ver­den nul­stil­let. Det tager tid at komme op i omdrejninger igen efter sådan en nul­still­ing. Rundt reg­net 100 dage for mit ved­k­om­mende.

Smoggen var jeg for­beredt på hjem­me­fra.

Troede jeg.

Jeg havde set billed­erne af kine­siske stor­by­er pakket ind i smog og men­nesker med mund­bind i medierne mange gange før. Men lugten, hov­ed­pinen, kval­men og den krad­sende fornem­melse i halsen på de allerværste dage, som vi havde mange af de første to måned­er af vores ophold herude, var jeg ikke for­beredt på.

Få min­ut­ter efter at vi land­ede i vores nye hjem med jet­lag, tunge hov­ed­er og hæse halse bestilte vi der­for fire — for en dansker totalt mærke­lige og totalt over­flødi­ge appa­rater til den nette sum af 20.000 kro­ner.

Fire styks luftrensere, som var på over­ar­be­jde før nytår men heldigvis slet ikke er blevet brugt så meget i jan­u­ar og feb­ru­ar, hvor himlen de fleste dage har været så blå, at man må spørge sig selv om det virke­lig er den samme by, som vi ankom til for tre måned­er siden.

Det er vildt at komme fra rene, lille Skan­der­borg, hvor jeg aldrig har skæn­ket luften, jeg indån­der en tanke, til det her.

Luftrenserne er langt­fra de eneste nye appa­rater, vi har stiftet bek­endt­skab med herude. Vi har også tre såkaldte humid­i­fiers til at stå og sende små damp­sky­er ud i den knastørre luft, som de første uger fik vores hud til at drysse af i tørre flager.

Jeg vil ikke ligne en røvsyg nar med tør hud, når jeg skal starte i min nye skole, proklamerede min 9-årige dat­ter Fre­ja få dage efter, at vi land­ede herude.

Det kunne jeg sådan set godt forstå.

Som om det ikke allerede var op af bakke at skulle gå på en engel­sksprog­et skole i en vildt­fremmed by i et land som næppe kan blive mere forskel­ligt fra lille, rene og ordentlige Dan­mark, som hun er født og opvok­set i.

- Vi kalder gaden foran skolen for skralde­gaden. I kan nok godt se hvor­for, fork­larede Fre­jas nye klassekam­mer­at på vores første tur med skole­bussen ud til Inter­na­tion­al School of Tian­jin.

Og jo, det kunne vi godt.

Jeg kan ikke fork­lare, hvor­dan den ser ud, så jeg tager lige et billede og læg­ger på bloggen en af dagene. Kon­trasten mellem de nybyggede skyskrabere, som sky­der op af jor­den i Tian­jin, hvor der bor dobbelt så mange men­nesker som i hele Dan­mark og de oprindelige butiks- og boligk­varter­er som skralde­gaden er til at få øje på.

De første uger herude gik med at hjælpe børnene i gang med deres nye skole­liv, hvor de ikke fat­tede et ord af, hvad der foregik, for­di de stort set kun kunne sige deres navn på engel­sk, før vi fly­t­tede ud.

Derefter ful­gte en måneds tid med jævn­lige besøg af kine­siske hånd­værkere, som skulle fikse fugt­skad­er og diverse andre prob­le­mer i huset samt tal­rige besøg af vores inter­ne­tudby­der. Vi har været ved at rykke håret af os selv og hinan­den i des­per­a­tion over vores usta­bile inter­net og plud­selig ret så begrænsede adgang til omver­de­nen. En de timer er også gået med at få styr på den vpn-forbindelse, som er strengt nød­vendig, hvis man vil på sociale medi­er som Face­book og har brug for Google engangimellem.

Nåh ja, og så fly­t­tede vi jo ind i et hus uden inven­tar udover sen­ge, sofaer og spise­bord, så det skulle vi også lige have styr på, sam­tidig med at ind­køb af daglig­var­er er pænt uover­skueligt, når alt står på kine­sisk, ingen taler engel­sk og ind­hold­et af pro­duk­terne på hylderne er uiden­ti­fi­cer­bart,

Jeg und­skylder, hvis det her indlæg blev en anelse uskarpt og kao­tisk, men det pass­er meget godt med den til­stand, jeg har været i de sen­este måned­er. Nu kan jeg mærke, at tågen let­ter. Jeg er vild med vores nye uforudsigelige hverdag og alle de fan­tastiske oplevelser og dejlige men­nesker, der har kryd­set min vej indtil nu.  Nu glæder jeg mig bare til at dele mange flere af mine erfaringer og oplevelser som udsta­tioneret i Kina med jer derude.

Skriv endelig, hvis I har spørgsmål, kom­mentar­er eller egne oplevelser, I har lyst til at dele med mig og læserne her på bloggen.

Mange hilsner Bet­ti­na

 


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 thoughts on “99 dage efter nulstilling — build a new life in China

  • Frau_Mahlzahn

    Final­ly, I got google trans­late to work — and am hap­py for it! You describe those first weeks in Chi­na so well — this is what it is like! But I love it, and I miss those days, when every­thing was so new, and we were just amazed by all the con­trasts and, yes, the food lot­tery…

    Corin­na