Nyd det nu, det satans liv

Inden jeg kaster mig over den sid­ste kor­rek­turlæs­ning på en bog, som jeg har skrevet for og om en kræft­syg kvin­de, bliv­er jeg nødt til at minde dig om noget ( som du garan­teret har fået at vide 1000 gange før).

Husk at nyde livet

Jeg ved ikke, hvor­dan du har det med den sæt­ning, men jeg har selv haft svært ved at standse op og give mig tid til at nyde alle de ting, jeg allerede havde.

Min fam­i­lie, mine arbe­jd­sop­gaver, en kop kaffe med kol­le­gaen mandag mor­gen.

Jeg havde for travlt med at jagte noget end­nu bedre, opnå end­nu mere og slå mig selv i hov­edet med alle  de ting, jeg ikke nåede, kunne have gjort bedre eller burde have gre­bet anderledes an.

Da jeg for­lod mit job som redak­tør i avis­branchen, troede jeg, at jeg skulle være ekspert på kvin­der, iværk­sæt­teri og kar­riere — gerne fra den ene dag til den anden, så jeg kunne erstat­te redak­tør-titlen med noget, der lød end­nu sejere.

Jeg ville sprøjte his­to­ri­er om nye ver­den­skvin­der ud på akko­rd og bevise, at jeg med mine his­to­ri­er kunne gøre en forskel for andre men­nesker.

I løbet af mine første to-tre måned­er som selvstændig, drønede jeg rundt i Dan­mark og lavede 25–30 inter­views med iværk­sæt­terkvin­der.

Da jeg nåede til maj måned, havde sol­gt de første syv his­to­ri­er og skrevet 13 andre til bloggen, beg­y­n­dte jeg at miste overb­likket.

Blokkene med kvin­dernes his­to­ri­er sam­lede støv på reolen, imens jeg fik koldsved.

Jeg orkede ikke at skrive eller sælge en eneste artikel.

Men hvor­for???

Jeg elskede jo hvert sekund af de inter­views, jeg lavede med kvin­derne.

Jeg var så bege­jstret for deres mod, pas­sion og kreativitet, at jeg for­t­alte om dem til alle, der gad at høre på det.

Jeg kunne bare ikke tage mig sam­men til at skrive et eneste blogindlæg eller en eneste artikel. Det, som skulle have været mit frirum og et pas­sioneret arbe­jd­sliv, beg­y­n­dte at lugte lidt af stress og sure pligter.

Lige så stille beg­y­n­dte jeg at gå i panik over Pro­jekt Ver­den­skvin­de.

Var det i virke­lighe­den, det jeg ville?

Og hvis det var, hvor­for havde jeg så ikke lyst til at bruge alle mine vågne timer på at opar­be­jde en blom­strende blog og biks?

Midt i panikken blev jeg kon­tak­tet af en studiekam­mer­at fra min tid på Jour­nal­isthøjskolen.

Hun ville høre, om jeg havde lyst til at overtage en opgave, som hun ikke selv havde tid til at påtage sig.

Jeg skulle hjælpe en uhel­bre­deligt syg kvin­de på min egen alder med at skrive sin livshis­to­rie så børnene, ven­nerne og resten af omgangskred­sen kunne gemme en bid af hen­des his­to­rie og livser­far­ing, når hun er væk.

Jeg sagde ja tak til opgaven ( = kærkom­men over­spring­shan­dling).

Siden da har jeg tilbragt mange timer i sel­skab med en ual­min­delig livsklog kvin­de, som har lært at leve i nuet på den hårde måde.

For to år siden fik hun at vide, at hun ikke kom­mer til at over­leve sin kræft­syg­dom.

Nu har hun travlt med at nyde livet, så godt som man nu kan imellem umen­neske­lige kemo-kure og ubærlige tanker om at skulle dø fra sine små børn.

Mit møde med kvin­den har bragt mig i en form for und­tagelses­til­stand.

Hele som­meren har han­dlet om at nyde mine børn, min mand, ven­nerne solen og livet.

Som om det var min sid­ste som­mer.

I sid­ste uge sat­te jeg det sid­ste punk­tum i kvin­dens his­to­rie.

Samme dag skrev hun, at hun nu er overgået til pal­lia­tiv behan­dling og kun har få måned­er tilbage at leve i.

Jeg græd.

Først af sorg og derefter at let­telse over, at jeg trods alt nåede at skrive hele hen­des his­to­rie, præ­cis som hun ville have den, før hun blev for afkræftet til at fortælle mig den under vores time­lange inter­views.

For mig har mødet med kvin­den — som uden sam­men­lign­ing er den tapreste ver­den­skvin­de, jeg end­nu har mødt — bety­det, at jeg har fået mere ro på i mit liv — både som men­neske og som selvstændig.

Jeg har slut­tet fred med min indre slavepisker og kon­trol-freak.

Det bety­der for­mentlig, at der ikke kom­mer nye indlæg fra mig på verdenskvinde.dk hver uge og at min revi­sor vil ryste på hov­edet, når årsreg­n­sk­a­bet skal gøres op.

Jeg kan godt lide at arbe­jde, men jeg kan også godt lide at sid­de og grine på en bænk og være alde­les upro­duk­tiv… og jeg har ikke tænkt mig at stoppe med mit livs­ny­deri.

Tvær­ti­mod.

Jeg vil være end­nu bedre til at nyde livet og nuet, så nu har jeg investeret i en uddan­nelse, som jeg måske kom­mer til at bruge i mit liv som selvstændig — måske ikke.

Jeg aner ikke, hvad det før­er til (som så meget andet i mit liv som selvstændig), men i okto­ber kan jeg kalde mig for mind­full­ness prac­ti­tion­er.

Til den tid er jeg forhåbentlig blevet end­nu bedre til at være i den virke­lighed, der er lige nu og at give slip på bekym­ringer og neg­a­tive tanker.

Det er livet for kort til uanset, hvor langt eller kort det vis­er sig at blive

Kærlig hilsen Bet­ti­na

 

 

 

4 thoughts on “Nyd det nu, det satans liv

  1. Kære Bet­ti­na
    Hvor er det et smukt indlæg. Tak for din ærlighed. Du har helt ret. Lad os nyde livet og det gælder også arbe­jdet som skal være en glæde, ellers må vi jus­tere ind, hvor svært det end måtte synes i starten.

    Bh
    Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *